Gøglerbåd-ejer nægter fortsat rufferi

Ejeren af Gøglerbåden Asger Møller nægter sig fortsat skyldig i rufferi, trods det at han netop har modtaget byrettens dom for selvsamme.

Sagen skulle efter planen være for landsretten mandag formiddag, men kort før sagen skulle i gang, meddelte Asger Møllers forsvarsadvokat, Michael Eriksen, at han sammen med sin klient valgte at frafalde anken, da en række af de piger, der havde arbejdet på Gøglerbåden, og som i forsvarerens øjne kunne medvirke til en frifindelse, ikke kunne blive afhørt i retten.

-  Jeg tror ikke politiet har ønsket at finde de nye vidner her til sagen, så kan det jo være ligemeget, siger Asger Møller, der ikke mener, at han har begået nogen form for rufferi.

Statsadvokat Kirsten Dyrman er træt af, at anken først blev trukket tilbage i morges.

- Vi har brugt lang tid på at forberede den her sag, så det er meget ærgerligt. Anklagemyndigheden har arbejdet i døgndrift igennem de seneste 14 dage, og landsretten har også brugt tid på at forberede sagen,  så det er klart, at vi står tilbage med et enormt ressourcespild, siger Kirsten Dyrman.


Seneste nyt

fra Nordjylland