Golf-søskende skal træne i USA

Golftalenterne Daisy og Daniel Nielsen fra Frederikshavn Golf Klub rejser tre uger på træningslejr i Florida, USA til januar.

Det bliver kortspilsspecialisten Bob Rotella, der skal undervise 14-årige Daisy og hendes et år yngre lillebror Daniel.

Den amerikanske sportspsykolog træner flere af de bedste golfspillere i verden, blandt andet Padraig Harrington og Søren Kjeldsen, og han er mentaltræner for flere amerikanske fodboldhold.

- Det er svært at træne især det korte spil om vinteren i Danmark, så jeg er glad for, at vi har fået muligheden for at rejse til USA i tre uger. Det bliver nogle spændende uger, hvor jeg glæder mig til at lære nogle helt nye slag og blive stærkere mentalt, siger Daisy Nielsen.

Turen finansieres af Nordjyske Bank, der i forvejen er hovedsponsor for eliteafdelingen i Frederikshavn Golf Klub.

- Vi bakker talentudviklingen i lokalområdet op. Jeg ved, at Daisy og Daniel gør en kæmpe og seriøs indsats, siger direktør i Nordjyske Bank Claus Andersen.

Daisy og Daniel Nielsen drager mod USA omkring den 10. januar. Den 16.-19. januar deltager Daisy Nielsen i turneringen The Annika Invitational, hvor den svenske stjernespiller Annika Sörenstam samler verdens 60 bedste pigespillere.

Skoleinspektør på Jerup Skole, Jørgen Steffensen, har givet søskendeparret grønt lys til de tre uger i Florida.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord