Golfbaner giver nye muligheder for bier

Danske golfklubber hjælper til med at øge bibestanden med vilde områder på golfbanerne. Foto: Dansk Biavl

Golfbaner er perfekte områder til at øge antallet af bier. I Sindal laver man nu sin egen golf-honning.

Danmarks golfbaner fylder det, der svarer til et område på størrelse med Samsø. Og nu viser det sig, at golf og bier kan være en fin kombination, der kan afhjælpe problemet med en faldende bi-bestand.

Golfbanerne består typisk af et varieret landskab, og når man samtidig fremmer blomstringen på arealerne, så kan der skabes et paradis for bier. Og det har en række golfklubber kastet sig over med succes. 

- Landets golfbaner har meget fokus på naturen samt livet på og omkring banen. Der er mange spændende miljøinitiativer i gang, og vi ved, at der er god interesse for at hjælpe bierne. Det giver jo også golfbanernes brugere en mulighed for ekstra oplevelser, lyder det fra Torben Kastrup Petersen, der er bane- og miljøchef i Danske Golf Union. 

Danske golfklubber hjælper til med at øge bibestanden med vilde områder på golfbanerne. Foto: Dansk Biavl

Golfbanerne skal etablere minimum 1000 kvadratmeter bivenlig blomstereng for at blive 'bivenlige', men de skal også godtgøre andre initiativer, som for eksempel at etablere bunker af sten, kvas og træ, hvilket giver reddemuligheder for de vilde bier.

- Vi har i Danmark registreret omkring 290 arter af bier, og desværre er en del af dem udfordret eller ikke længere eksisterende her i landet. Vi ved fra vores overvågning i Danmarks Biavlerforening, at perioder med manglende varieret blomstring er blandt de væsentligste udfordringer. Desuden er manglen på reddesteder til de vilde bier en mangelvare i vores landskab, derfor er samarbejdet med golfbaner i Danmark en oplagt mulighed, siger Rune Havgaard Sørensen, sekretariatsleder i Danmarks Biavlerforening.

Store konsekvenser

Hvis der ikke bliver skabt bedre forhold for bierne i Danmark, så kan det få alvorlige konsekvenser for de vilde planter og flere af de dyrkede afgrøder, som er afhængige af insektbestøvning.

Danske golfklubber hjælper til med at øge bibestanden med vilde områder på golfbanerne. Foto: Dansk Biavl

Bierne lever nemlig af blomsternes nektar og pollen. Under indsamlingen flytter bierne pollen fra blomsternes støvknapper til deres støvfang, og denne proces kaldes bestøvning. Bestøvningen sikrer at planterne danner frø og frugter.

I Sindal Golfklub er man hoppet med på vognen, og det begynder nu at bære frugt. 

- Vi har sået blomster til sommerfugle og bier i et område hvor vi før klippede rough. Nu får det lov til at stå uberørt hele året, og en lokal biavler har sat stader op, så kan vi købe vores lokale honning på banen, lyder det Susanne Olsen, der er chefgreenkeeper i Sindal Golfklub.

Bierne flytter ind på Sindal Golfklubs bane. Foto: Susanne Olsen

Der er miljøområder på hul 3, 4, 5 og 8 på banen i Sindal. 

- Foreløbigt har vi sat et bistade ud i samarbejde med lokal biavler, og der er 3-4 flere på vej. Det er et spændende projekt at være med i, og jeg glæder mig til, at vi kan sælge et glas honning i klubben, som bierne har lavet ude på golfbanen, siger hun. 

Danmarks Biavlerforening har gennem længere tid oprettet bivenlige kommuner. Der kommer stadig flere kommuner til, og det har samtidig skabt en interesse fra en lang række andre, for eksempel virksomheder og haveejere, der nu også vil anerkendes for og inspireres til bivenlige indsatser. 

Tre anbefalinger til alle der vil gøre noget for bierne

Bier er gennem hele deres livscyklus afhængig af nektar og pollen fra blomster. Nektaren forsyner bierne med kulhydrater, som bruges til at dække biernes energibehov. Pollen dækker behovet for protein, fedt, vitaminer og mineralstoffer. For de vilde bier spiller egnede levesteder med såvel føde, som redepladser og materialer til redebygning også en vigtig rolle. Derfor peger Danmarks Biavlerforening på tre ting, som alle kan gøre for at blive mere bivenlige:

  • ”Så og plant bivenligt”, der særligt handler om at øge biernes fødegrundlag ved at så og plante bivenlige planter, samt i videst muligt omfang at vælge de rigtige planter. Det skal sikre, at der er blomster hele sæsonen, lige fra det tidlige forår og indtil sent på efteråret.
  • ”Klip bivenligt”, der handler om at beskære og klippe på de bedst mulige tidspunkter, nemlig hvor klipningen ikke forhindrer eller ødelægger blomstring, og hvor klipningen medvirker til øget blomstring.
  • ”Skab bivenlig plads”, der særligt handler om at give plads til det vilde, så der er levesteder til bierne.

www.bivenlig.dk kan du finde eksempler på, hvordan du kan blive mere bivenlig.

Flere nyheder fra TV2 Nord