Golfspillere slår et slag for kuglerne

Blokhus Golf Klub samler ind til Kræftens Bekæmpelse.

Der er fokus på kugler i mere end én forstand, når Senior Klubben i Blokhus Golf Klub onsdag spiller golfturnering. Overskriften er ”Slå et slag for kuglerne – Mand det nytter!”

- Vi kæmper for kræftsagen og for at der kommer penge til forskning, siger Poul Kjeldsen, der er formand for seniorafdelingen i Blokhus Golf Klub.

Det er tredje år i træk, Kræftens Bekæmpelse og Dansk Golf Union sætter fokus på mænd og kræft. Og netop kræft er noget, der fylder for flere af spillerne i seniorklubben.

- Vi har medlemmer her i klubben, som også har været ramt af prostatakræft og andre kræftsygdomme. Vi har en alder, hvor vi er i risikogruppen, så derfor vil vi gerne være med til at samle ind, siger formanden.

Deltagerne betaler for at deltage i turneringen, ligesom der også er lotteri, hvor pengene går til Kræftens Bekæmpelse.

I 2016 var netop mændene fra Blokhus dem, der indsamlede det største beløb til Kræftens Bekæmpelse. Det skyldtes blandt andet, at der under turneringen blev lavet hole in one, hvilket udløste 25.000 kroner.

- Det nytter, og vi er glade for at kunne give en hånd til forskningen, siger Poul Kjeldsen.

Den klub, der samler flest penge ind, vinder et foredrag med den nordjyske golfspiller Søren Kjeldsen.


Seneste nyt

fra Nordjylland