Gospel-workshop i Aalborg

Alle kan synge Gospel! Det er udgangspunktet bag Aalborg Gospel Festival, der er i fuld gang i disse dage.

Siden torsdag har Frelsens Hærs Kirke i Aalborg været fyldt med svingende gospeltoner, for Aalborg Gospel Festival har inviteret til workshop og koncert for alle interesserede.

- Selv på en regnfuld og lidt trist efterårsdag er gospel bare med til at løfte stemningen og gøre mig glad. Det er jeg sikker på, at deltagerne i Aalborg Gospel Festival også vil opleve, siger Henrik Daniel Christoffersen, der er arrangør af Aalborg Gospel Festival og leder af Aalborgs største gospelkor Aalborg Gospel Choir.

Sammen med Hans Christian Joachimsen, der var musikalsk leder på filmen "Oh Happy Day," og Rune Herholdt, der leder Jyllands største gospelkor, har han inviteret indenfor i Frelsens Hærs Kirke til Aalborg Gospel Festival fra den 3.-5. november. En festival for alle, der har lyst til at lære, synge og optræde med gospel.

- Det har været vigtigt for mig, at der både er plads til dem, der ikke kan få nok af gospel og for dem, der bare har lyst til at prøve sig selv af som gospelsanger. Du skal ikke kunne læse noder, synge i kor eller være kristen for at komme. Alle kan synge gospel, fastslår Henrik Daniel Christoffersen.

SE MED FREDAG 19.30, HVOR TV2/NORD SENDER LIVE FRA FESTIVALEN.


Seneste nyt

fra Nordjylland