Gotfredsen bliver i Hobro - fire andre smutter

Der er gang i kontraktforhandlingerne i Hobro IK. Klubben er onsdag blev enig med Nicholas Gotfredsen om en ny aftale, mens fire andre spillere forlader Superliga-oprykkerne.

Hobro IK skal spille Superliga-fodbold efter sommerferien, og den nordjyske oprykkerklub er i øjeblikket i gang med at trimme truppen til en sæson i landets bedste række.

Tidligere onsdag blev det meldt ud, at den rutinerede forsvarsprofil Mads Justesen tager en sæson mere i Hobro-trøjen, og nu har klubben fået papir på endnu en spiller. Der er tale om den 28-årige altmuligmand Nicholas Gotfredsen, som kom til Hobro IK sidste sommer.

- Vi er glade for at forlænge med Nicholas, som jo er en dygtig spiller, der besidder Hobro-DNA. Han fighter og slås om enhver bold og har et vinderinstinkt af en anden verden. Han vil vinde hver gang både til træning og i kamp, og den vindermentalitet smitter også af på holdkammeraterne, siger sportschef Jens Hammer Sørensen i en pressemeddelelse.

Nicholas Gotfredsen kan både spille i det centrale forsvar og på positionen som defensiv midtbane, og det er således en alsidig herre, cheftræner Thomas Thomasberg kan råde over frem til næste sommer.

Gotfredsen, som oprindelig er fra Sjælland, har tidligere spillet for blandt andre AaB, Viborg FF og FC Fredericia.

- Jeg er vild med, at klubben i sidste sæson meldte så klart ud, at man ville rykke op i Superligaen, og så faktisk gjorde det. Det viser, at Hobro IK er en klub med mod og ambitioner, og det passer godt sammen med mine værdier, siger Nicholas Gotfredsen.

Mens forlængelser med Nicholas Gotfredsen og Mads Justesen onsdag er blevet offentliggjort, så kunne Hobro IK tirsdag oplyse, at fire spillere er fortid i klubben. Anders Holvad fortsætter karrieren i FC Fredericia, mens Jacob Tjørnelund, Mads Schäfer Bak og Lucas Jensen endnu ikke har fundet nye klubber.


Seneste nyt

fra Nordjylland