Grå guld giver gode resultalter

Det grå guld giver gode resultater på bundlinjen hos Silvan i Frederikshavn, derfor vil forretningen i lighed med resten af kæden nu satse på at fordoble antallet af seniormedarbejdere.

Hos butikken i Frederikshavn er seks medarbejdere ud af 37 over 50 år, faktisk fylder to medarbejdere i år 70.

En af dem er Jørn Frederiksen. Han har været i butikken i ni år og var den første såkaldte seniormedarbejdere, der blev ansat hos Silvan Frederikshavn.

- Jeg er kommet i den alder, at jeg gerne vil have en sludder med folk, og det er vigtigt at få kontakt med andre mennesker, som jeg kan her. Og for mig betyder det ikke noget at være på arbejde et par dage om ugen - medmindre jeg skal andet, men i så fald siger jeg bare til, og så får jeg fri, fortæller Jørn Frederiksen, der efter 40 år som selvstændig maler i dag har sin faste arbejdsgang hos Silvans malerafdeling.

Baggrunden for at satse på "det grå guld" er, at seniorerne er service-mindede og gode til at give deres "gør-det-selv"-erfaringerne videre til kunderne, desuden gør deres livserfaring det troværdigt, når de skal rådgive og sælge til kunderne.

- Og så kan det ses på bundlinjen, fastslår varehuschef Toke Juhl Nissen, Silvan Frederikshavn.

Han er selv 29 år og er meget opmærksom på at få sammensat et aldersmæssigt bredt personale.

- Det betyder meget for kunderne, om vores medarbejdere er i 20erne eller på den anden side af 60. Nogle føler sig bedst tilpas med rådgivning fra en med erfaringer, mens der i andre situationer er fint med ekspedienter i 20erne, siger Toke Juhl Nissen.

Han afviser, at det er et spørgsmål om, at det er svært at tiltrække yngre til branchen.

- Det er ikke af nød, vi ansætter folk, der kunne have valgt at trække sig fra arbejdsmarkedet. Det er simpelthen fordi, de giver så meget til virksomheden både over for kunder og personale imellem, siger Toke Juhn Nissen.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord