Græssende køer gavner naturen

Et samarbejde mellem lokale ildsjæle og Mariagerfjord Kommune er med til at sikre biodiversiteten på græsgange ved Hobro.

På skråningerne ved Hodals Bæk i Hobro græsser køer lystigt. Køerne er ejet af naboerne til arealerne, mens de græsfulde skråninger er kommunale. Samarbejdet mellem Mariagerfjord Kommune og naboerne, har stor betydning for naturplejen i området.

Køerne er med til at opretholde den rige natur. Idet de græsser i området, sørger de for, at det ikke gror til i træer og buske. Og det kan være med til at sikre, at visse plante- og dyrearter kan overleve i området. 

- Køerne hjælper vores sjældne arter. Eksempelvis er Hodals Bæk et af de sidste steder, hvor sommerfuglen Engblåfugl yngler. Den lægger sine æg på rødkløver, og uden køernes hjælp forsvinder rødkløveren og dermed sommerfuglens ynglested, fortæller Kenneth Jensen, som er landskabsforvalter i Mariagerfjord Kommune.

Det er Kenneth Jensen, der har taget initiativ til det såkaldte kogræsserluag, som har eksisteret i to år og løbende har vokset sig større.

Når køerne har gumlet græsarealerne godt i gennem, kan de så bruges til et andet formål, fortæller Kenneth Jensen.

- Sidst på efteråret, når arealerne er tygget godt igennem, bliver dyrene slagtet. Kødet fordeles mellem laugets medlemmer, som får fyldt fryseren op med lækkert bæredygtigt kød. Det er skønt når vi hjælper hinanden og samarbejder om et godt formål, slutter han.

Udvalgsformand i Mariagerfjord Kommune, Jørgen Hammer Sørensen (DF), er stolt af det samarbejde, der er blevet skabt.

- Vi skal værne om vores dejlige danske natur. Derfor lægger jeg vægt på, at vi plejer vores kommunale arealer på bedste vis. Det er særligt godt, når vi passer på naturen sammen med lokale kræfter. Lauget ved Hodals Bæk er et godt eksempel på, at det virkelig batter, når vi samarbejder med lokalsamfundet.

Ved Valsgård Bæk er et lignende laug. Som led i arbejdet med laugene opstiller kommunen informationsskilte ved områderne og tilbyder også en guidet tur, hvor de forskellige planter og dyr vises frem. 


Seneste nyt

fra Nordjylland