Grand Prix-fan? Så er det nu, du skal sikre dig billet

Torsdag starter billetsalget til Dansk Melodi Grand Prix, der bliver afholdt i Aalborg Kongres & Kultur Center til februar.

Er du også en af dem, der har årets fest, når Dansk Melodi Grand Prix løber over skærmen, skal du holde dig til her: For er du hurtig, kan du få lov til at opleve det storslåede show 2018 live på tætteste hold.

Billetterne til Dansk Melodi Grand Prix 2018, som bliver afviklet i Gigantium lørdag den 10. februar, bliver sat til salg i dag, torsdag, klokken 12. 

Hos Aalborg Kongres & Kultur Center er man klar ved billetlugerne, når billetterne bliver frigivet. Både telefon, kontor og webshop vil være bemandede, så de tusindvis af billetter kan blive solgt uden problemer. Ifølge direktør i AKKC, Nikolaj Holm, er der allerede blevet vist stor interesse for billetterne, før de overhovedet er sat til salg. 

Anette Heick og Johannes Nymark er værter, når 10 spritnye popsange skal kæmpe om at blive Danmarks bidrag ved Eurovision Song Contest i Portugal til maj.

Og der er nok at glæde sig til, selv om de 10 sange endnu ikke er valgt. Sådan lyder det fra DR's underholdningschef, Jan Lagermand Lundme.

- I år har vi bedt om, at de indsendte sange skulle være professionelt indspillet, og det har gjort, at der er kommet flere seriøse bidrag end tidligere. Jeg er ekstremt taknemmelig over, at der er så mange dygtige sangskrivere, som bliver ved med at sende deres sange ind til os, og som virkelig har taget opgaven meget alvorligt i år. Det bliver ti superfede sange, vi kommer til at opleve på scenen i Aalborg, siger Jan Lagermand Lundme. 

Det er i femte gang, at Gigantium i Aalborg danner rammen om Dansk Melodi Grand Prix. Senest var i 2015, hvor Anti Social Media løb med sejren med nummeret 'The Way You Are'.

I næste uge, torsdag den 2. november klokken 12, bliver billetterne til børnenes MGP sat til salg. MGP bliver også afholdt i Gigantium, en uge efter Dansk Melodi Grand Prix.


Seneste nyt

fra Nordjylland