Kæmpe regning: Grethe føler sig snydt af teleselskab

02:22

68-årige Grethe Terp fra Nørresundby føler sig godt og grundig snydt af Telenor, fordi hun det sidste godt halvandet år har betalt penge for abonnementer, som hun ikke har haft brug for.

68-årige Grethe Terp fra Nørresundby føler sig godt og grundig snydt af Telenor, fordi hun det sidste godt halvandet år har betalt penge for abonnementer, som hun ikke har haft brug for. 

- Jeg er rigtig forarget. Jeg er stjernegal på dem, fortæller hun, efter hun det seneste halvandet år betalt op imod 800 kroner om måneden for en teleløsning, hun troede kostede 199 kroner om måneden.

Siden 1. januar sidste år har hun betalt 12.000 kroner for sin mobil. 

I forbindelse med købet af en ny mobiltelefon, får Grethe Terp en tablet og to ekstra abonnementer med ud af butikken, fordi Telenor kører et kampagnetilbud.

- Og jeg siger, hvad skal jeg bruge dem til. Jamen, dem kan du give til dit barnebarn eller datter, fortæller Grethe Terp.

Hun har den opfattelse, at det hele koster hende 199 kroner om måneden. Men i forbindelse med et bankmøde mange måneder senere, bliver hun opmærksom på, at der trækkes langt flere penge, fordi hun har tre forskellige abonnementer.

Jeg er stjernegal på dem

Grethe Terp, Nørresundby

Og det har hun slet ikke brug for. Grethe Terp føler nu, at Telenor har solgt hende mere, end hun har brug for.

- Vi er selvfølgelig rigtig kede af, at Grethe har den oplevelse af, at hun har fået noget, hun føler, hun ikke har brug for, siger Christian Drejer, der er chef for kundeservice hos Telenor.

Den nordjyske kvinde er langt fra alene om at føle sig snydt af Telenor. Telenor er netop nu ved undersøge butikker på Sjælland for, om der er sket oversalg til en række kunder. Det sker efter, at Ekstra Bladet har kunnet fortælle, at telekæden angiveligt har udnyttet svage og ældre kunder til at købe ydelser, de ikke har brug for.

- Det er nogle sager, vi tager meget alvorligt, og det er nogle ting, vi bruger rigtig meget energi i de her dage på at få undersøgt, så vi sikrer, at det ikke sker, siger Christian Drejer, der er chef for kundeservice hos Telenor.

Telenor har valgt at betale Grethe Terp 4700 kroner tilbage for de to abonnementer, som hun ikke har haft brug for. Telenor holder dog på, at man har fortalt Grethe Terp om alle vilkår, at der derfor ikke er sket oversalg i dette tilfælde.

- Men at I går ind godskriver de her to abonnementer, er det ikke bare en erkendelse af, at I har solgt hende lidt for meget?

- Nej, den præmis vil jeg faktisk ikke anerkende. Netop fordi Grethe selv henvender sig og fordi hun skriver under på den abonnementsløsning, som vi sælger hende, og fordi hun har valgt at føre brug af den tablet.

Grethe Terp erkender, at hun jo burde have tjekket sin konto, og hun selv har et ansvar. 

- Et eller andet sted har jeg jo et ansvar. Men jeg synes Telenor har det største, for det er dem, der sælger. Og det er dem, der skal opføre sig ordentlig over for os, der ikke ved hvad det er, vi går med til, siger Grethe Terp.

- Det er klart, at der er nogle sælgere her, der har overskredet anstændighedens grænser, lyder det fra vicedirektør i Forbrugerrådet Tænk, Vagn Jelsøe om Grethe Terps situation.

Hos Forbrugerrådet Tænk er det langt fra første gang, man hører om utilfredse tele-kunder.

- Det er desværre noget, vi hører om en gang imellem. Noget tyder på, at det især er i Telenors butikker, at vi har det her problem. Det kan tyde på, at de har problemer med etikken og moralen, fortæller vicedirektør i Forbrugerrådet Tænk, Vagn Jelsøe.

- Hvis man kommer i en butik, hvor man bliver foreslået noget, man ikke har forberedt sig på, så gør man klogt i ikke at foretaget impulskøb. Specielt når det handler om abonnementer. Så gør man klogt i at tage det med hjem og se på det i fred og ro og få gode råd fra venner eller familie, fortsætter han.

Forbrugerrådet har med tilfredshed noteret, at Telenor siger, de selv vil rydde op i det her.

- Noget tyder på, at der er massive problemer her. Jeg synes også, at Telenor burde gå skridtet videre og få afdækket om, der er flere kunder, der har fået varer, de egentlig ikke er tjent med, og så tilbyde dem kompensation, siger Vagn Jelsøe.

00:42

Hør de gode råd fra Vagn Jelsøe

Luk video

 

Tænk dig om

- Hvis man tegner et abonnement, så skal man være opmærksom på, at det er en udgift man kommer til at hænge på rigtig længe, og derfor skal man ikke overvurdere sine egne evner til at forstå aftaler. Man har jo lidt svært ved at indrømme, at de ikke kan gennemskue den tekst, der står, men aftaler kan være svære at læse, så derfor skal man som udgangspunkt aldrig bare skrive under og så tænke, at det er sikkert i orden. I stedet skal man sige, tak for tilbuddet, det vil jeg gerne tænke over og så tage det med hjem og så tygge på det i fred og ro, lyder det fra vicedirektør i Forbrugerrådet Tænk, Vagn Jelsøe.

 

 

Forsiden lige nu