Nemmere at blive værnepligtig: Grønlændere i trøjen

Det seneste forsvarsforlig har gjort det mindre besværligt for grønlandske unge at melde sig frivilligt som værnepligtig til Forsvaret.

De unge grønlændere skal ikke længere rejse til Danmark for at komme på session. Den bliver nu afholdt i Grønland, og i dag begyndte de første grønlandske frivillige, der har benyttet sig af den ny ordning, i Trænregimentet på Aalborg Kaserner.

24-årige Inuk Jens Peter Sørensen fra Nuuk og 23-årige Anders Karing fra Sisimiut er de to af de grønlandske unge, der i dag har været i gang med de første eksercitsøvelser på Aalborg Kaserner.

- Efter at jeg gik ud af gymnasiet, har jeg prøvet lidt forskellige jobs, men så opdagede jeg, at der var kommet den her mulighed for at komme til session i Nuuk, og så fik jeg lyst til at prøve noget nyt, siger Inuk Jens Peter Sørensen til TV2 Nord.

Af de 289 værnepligtige, der har første dag hos Trænregimentet på Aalborg Kaserner, er de fire unge grønlandske mænd. De har været fri for at tage den dyre flyvetur til Danmark for at komme på session - eller Forsvarets Dag. Nu kan sessionen klares i Nuuk. Det har haft stor betydning for 23-årige Anders Karing fra Sisimiut.

quote Med kun en times flyvning til Nuuk har det jo været noget nemmere at komme til session.

Anders Karing, værnepligtig.

- Med kun en times flyvning til Nuuk har det jo været noget nemmere at komme til session, når Forsvaret har været så venlig at komme herop. Nu kan jeg bytte mit job på en byggeplads ud med noget nyt og forhåbentlig spændende, forklarer Anders Karing.

Der er ingen værnepligt i Grønland, alligevel er det altså nu blevet lettere for grønlændere at melde sig som frivillig værnepligtig. 

- Forsvarsforliget har betydet, at vi har haft til opgave at udbrede værnepligten i Grønland. Derfor har vi været i Nuuk, hvor vi har afprøvet 42 unge mennesker, og 24 af dem har vi lavet en aftale med. Det er et fantastisk resultat, siger leder af Forsvarets Rekrutteringscenter i Aalborg, Søren Olesen til TV2 Nord. 

De nye værnepligtige skal være i Aalborg de næste fire måneder.


Seneste nyt

fra Nordjylland