Groft hjemmerøveri

Nordjyllands Politi har anholdt en ung mand i forbindelse med et groft hjemmerøveri torsdag morgen. Foto: Rune Borre-Jensen (arkiv)

En 46-årig mand blev torsdag morgen gennembanket i sit hjem i Frederikshavn, og frastjålet penge og smykker. Politiet har anholdt en 20-årig mand i sagen.  

Nordjyllands Politi anholdt torsdag middag, en 20-årig mand, som de mener er en af to mænd, der står bag et hjemmerøveri i morges i Frederikshavn. Det oplyser vagtchef Henrik Bech fra Nordjyllands Politi.

Røverne trængte torsdag omkring kl. 7.20 ind til en 46-årig mand i hans hjem og slog og sparkede ham, inden de forsvandt med både en del kontanter og den 46-åriges ur.

Manden har fået skader i ansigtet og mærker på kroppen efter slag og spark.

Den anholdte fremstilles i grundlovsforhør i morgen ved retten i Hjørring.

Den anden gerningsmand er stadig på fri fod.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord