Groft hjemmerøveri i Vester Hjermitslev

Efter at være blevet truet til at udlevere våben og kontanter blev en 59-årig mand tvunget i bagagerummet på sin bil

Røveriet skete omkring klokken 23 lørdag aften. Bevæbnet med et oversavet jagtgevær truede røveren husets beboer til at udlevere sine våben og ammunition. Det blev også til et mindre kontant udbytte.

Efter røveriet blev den 59-årige beboer på landejendommen ved Vestre Hjermitslev beordret i bagagerummet på sin egen bil. Herefter kørte røveren godt 15 kilometer til industriområdet i Pandrup, hvor den chokerede mand blev sluppet fri, og fik slået alarm til politiet.

Vagtchefen på nordjyllands Politi, Jan Stagsted siger til TV2/Nord, at politiet ser meget alvorligt på sagen, og at man i øjeblikket arbejder ud fra de oplysninger de har fået på stedet.

Røveren forsvandt i offerets bil, som endnu ikke er fundet. Nordjyllands Politi efterlyser derfor bilen. Det er en sølvfarvet Kia Sephia med nummerpladen VU 31 210. Oplysninger om bilen kan gives til Nordjyllands Politi på telefon 114.