Grøn IT-pris til Hjørring-virksomhed

Det blev Hjørring-virksomheden Flex-Control A/S, der vandt den nyindstiftede grønne IT-pris Innovationsprisen. Det er virksomhedens intelligente energistyring, der kan spare firmaer og private boliger for tusindvis af kroner på elregningen.

Flere kunder, blandt andre Lalandia i Billund og Skandinaviens største lastbilforhandler, Lastas A/S, har allerede taget styringssystemet til sig. I Lalandia er systemet House Control installeret i 761 ferieboliger med en årlig besparelse på 1985 MWh eller 1,1 millioner kroner.

Systemet sørger for at regulere varme, lys, ventilation og alle elektriske installationer i en virksomhed eller en privat bolig. Det kræver reelt kun en bærbar pc eller en mobiltelefon og en internetforbindelse. Dermed kan man overvåge og fjernbetjene bygningen fra hvor som helst i verden.

Ved at advare ved overforbrug eller lækage over sms eller e-mail kan systemet være med til at minimere eventuelle skader.

Juryens begrundede sit valg med, at Flex-Control A/S er den mest innovative virksomhed, og at energistyringen rummer det største potentiale på et marked i stor vækst.


Seneste nyt

fra Nordjylland