Grøn turismepris går til Fjord Line

Fjord Line går forrest, når det kommer til grøn turisme - rederiets to cruisefærger er på verdensplan de første og største på flydende naturgas, og torsdag kvitterede branchen med en international miljøpris.

Fjord Lines to cruisefærger er på verdensplan de første og største på flydende naturgas, og torsdag kvitterede branchen med en international miljøpris.

 

Her modtog Fjord Line den prestigefyldte Skål International Sustainable Tourism Award for at bane den grønneste søvej mellem Norge og Danmark. Rederiets to nye cruisefærger, MS Stavangerfjord og MS Bergensfjord sejler udelukkende på flydende naturgas (LNG) og er de første, største og mest miljøvenlige af sin slags i hele verden.

 

- Cruisefærgerne sætter nye standarder for fragt- og passagertransport ved at begrænse CO2-emissionen med brug af fremtidens grønne brændstof, lød begrundelsen torsdag fra et enigt dommerpanel.

Fjord Line tog imod prisen på en kongres, der sted i spanske Torremolinos. Her gjorde award-panelet det klart, at Fjord Line med sit naturgasprojekt og store engagement inden for miljøvenlig sejlads, var vinder af transportkategorien.

 

- Flydende naturgas er en innovativ og sublim investering i alternativ grøn energi, konstaterede panelet.

Rederiet fik for alvor slået sin grønne profil fast i 2013, hvor den første af cruisefærgerne blev søsat. Året efter fulgte søsterskibet, og begge sejler udelukkende på flydende naturgas på de daglige afgange mellem Danmark og Norge.

Brændstoffet reducerer udledningen af NOx med 92 procent i forhold til konventionelle skibsmotorer på tungolie. Desuden elimineres svovludledningen fuldstændig, ligesom udsendelsen af partikler reduceres med 98 procent. En milliardinvestering, som nu lønner sig for Fjord Line.

 

Turismebranchens award er rederiets anden grønne pris på en uge - for få dage siden modtog færgeselskabet således norske Rogaland Venstres Miljøpris 2015. Cruisefærgerne, MS Stavangerfjord og MS Bergensfjord, har tidligere høstet hæder i form af skibsbranchens Oscar ved Ferry Shipping Conference 14. Det skete i kategorierne "bedste skibsdesign" og "største LNG-færge". Samme år kårede Danish Maritime Fairs MS Bergensfjord til årets danske skib.


Seneste nyt

fra Nordjylland