Grønlændere skal hjælpes ind i det danske samfund

Aalborg Kommune med i strategi, der skal hjælpe grønlændere, der kommer til Danmark.

Grønlændere skal have fast grund under fødderne, så snart de ankommer i Danmark. Derfor er landets fem største kommuner gået sammen i en ny strategi, der skal hjælpe grønlænderne ind i samfundet, inden de ryger ud af det. Det fortæller DR Nordjylland.

- Nogle af de grønlændere, vi har med at gøre, kommer hertil med et misbrug og rigtig dårlig samfundsforståelse, hvilket giver dem nogle kolossale udfordringer, siger Jeppe Bülow Sørensen, leder af Aalborg Kommunes grønlænderenhed.

Derfor vil man i et samarbejde mellem de fem største kommuner - København, Aarhus, Odense, Aalborg og Esbjerg - og Socialministeriet finde ud af, hvordan man kan hjælpe nyankomne grønlændere med at finde sig til rette.

I strategien vil kommunerne samarbejde med de lokale ikke-statslige organisationer, de såkaldte NGO'er, som allerede har et kendskab til de udsatte grønlændere. En af disse NGO'er er Det Grønlandske Hus i Aalborg, og her synes leder Jan Thrysøe godt om ideen.

- Mange grønlændere planlægger intet, før de rejser til Danmark. Derfor er de meget sårbare, når de pludselig står i et helt nyt og fremmed system her i landet, siger Jan Thrysøe.

Han påpeger dog, at man ikke skal glemme de grønlændere, der bor i de mindre byer.

- I de store byer er der allerede et fantastisk netværk af frivillige, som kan hjælpe de udsatte.

Det har man ikke nødvendigvis i de mindre byer, og derfor er der måske endnu mere brug for en indsats her, siger Jan Thrysøe

Grønlænderstrategien vil løbe fra marts i år og indtil slutningen af 2016.


Seneste nyt

fra Nordjylland