Grontmij ansvarlig for fejlagtig havnevurdering

ARKIVFOTO Foto: TV2/Nord

Grontmij er ansvarlig for overslaget for anlæg af nye moler på Hanstholm Havn. Det anerkender de i en pressemeddelelse.

425 millioner kroner. Så stor var forskellen på bygherreoverslaget og de indkomne entrepenørtilbud ved licitationen over første fase af udvidelsen af Hanstholm Havn.

Grontmij gav en vurdering på 450 millioner kroner, men tilbuddene fra entrepenører lå helt oppe på 875 millioner eller derover.

Derfor er Grontmij nu i gang med at udarbejde en redegørelse.

- Jeg kan bekræfte, at Grontmij har ansvaret for bygherreoverslaget - dette ansvar påhviler naturligvis hverken Hanstholm havns bestyrelse eller direktion, siget Jørgen Thomsen, direktør for Transportation & Mobility i Grontmij, i en pressemeddelelse.

På trods af den fejlagtige vurdering, vil Hanstholm Havn stadig arbejde sammen med virksomheden.

- Bestyrelsen og jeg har været særdeles tilfredse med rådgivningen i forbindelse med udvidelsesplanerne for Hanstholm Havn. Som udgangspunkt håber jeg, samarbejdet kan fortsætte. Vi er nødt til at kende årsagerne, før vi træffer en beslutning om, hvilke konsekvenser forløbet skal have, siger Birgitte Juhl, administrerende direktør for Hanstholm Havn, i en pressemeddelelse.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord