Groteske P-bøder koster en stilling

Aalborg Kommune har nedlagt en stilling ved Parkeringskontrol Nord. Ifølge byrådsmedlem vil der komme flere beskæringer, hvis de fortsat uddeler mærkværdige P-bøder.

Det kan blive nemmere at slippe for ærgerlige eller direkte uforståelige parkeringsbøder i Aalborg Kommune fra næste år.

Kravet om, hvor stor en indtægt bøderne skal generere, er nemlig skåret med en million kroner i budgettet for 2017. Konkret betyder det, at der bliver nedlagt en stilling.

Her på TV2 Nord har vi i denne uge fortalt, hvordan Parkeringskontrol Nord har uddelt flere mærkværdige bøder. 

John G. Nielsen, der er byrådsmedlem for Venstre ved Aalborg Byråd fortæller, at der kan komme flere beskæringer, hvis ikke Parkeringskontrol Nord udviser større konduite på området.

- Hvis Parkeringskontrol Nord fortsat ikke forstår budskabet om at udvise større konduite på området, så må vi beskære området yderligere, så der til sidst kun udstedes P-afgifter, som borgere og gæster i vores kommune kan forstå rimeligheden af, siger John G. Nielsen, og fortsætter:

- Vi skal gerne have en Parkeringskontrol, som opfattes som en service for borgerne, som med et smil på læben kan medvirke til en god og trafiksikker parkeringskultur. 

Se indslaget om den mærkværdige p-bøde her: 

Trailer parkeret på egen græsplæne koster en bøde

 


Seneste nyt

fra Nordjylland