Grovvareselskab i budkrig

Aalborg-selskabet Hedegaard er eftertragtet. Svenske Lantmännen overtrumfer bud i weekenden fra Dan Agro Holding og tilbyder nu 720 kroner per aktie.

Det landmandsejede svenske Lantmännen har forhøjet sit købstilbud på det børsnoterede grovvareselskab Hedegaard.

Koncernen, der i forvejen ejer 29 procent af Hedegaard, forhøjede sit bud på resten af aktierne til 720 kroner per aktie.

Lantmännen har tidligere budt 520 kroner per aktie, men Hedegaard er havnet midt i en budkrig, efter at Dan Agro Holding i weekenden bød 650 kroner per aktie.

Direktør Per Strömberg, Lantmännen, begrunder det markant forhøjede bud med, at Hedegaard er vigtig for Lantmännen.

- Vi synes, Hedegaard er et værdifuldt foretagende, og at det passer godt ind i den strategi, vi har lagt for vores grovvare-landbrugsdel, siger Per Strömberg til RB-Børsen.

Det nye bud, der offentliggøres i løbet af få dage, svarer til en værdi af Hedegaard på omkring 576 millioner kroner.

Nyheden fik mandag morgen værdien af Hedegaard-aktien til at stige på fondsbørsen. Den åbnede mandag morgen i kurs 707. Det er 13 procent mere, end da børsen lukkede torsdag.

Hedegaard har hovedsæde i Aalborg og omsætter årligt for omkring to milliarder kroner.
/ritzau/

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord