Grundlovsdag: Det sker der, hvor du bor

Er du stadig i tvivl om, hvor du skal høre årets taler på grundlovsdag? Vi har lavet er udpluk af arrangementerne.

Det er grundlovsdag, og det fejres over hele Nordjylland med taler. Her kan du få et overblik over nogle af arrangementerne.

I Brønderslev er der besøg helt fra Zambia. Det er nemlig biskop Geoffrey Chiana, som klokken 10.30 holder international gudstjeneste i Brønderslev Kirke. Klokken 12 er der international frokost med sang og dans.

I Nørresundby er der masser af aktiviteter dagen igennem. I Skanseparken er der grundlovsmøde under temaet ”By i bevægelse”. Klokken 12.30 åbner konferencier Bo Larsen ballet, og her går en lang række talere på scenen frem til klokken 16. Dagens hovedtaler er Bo Laden, der er tidligere formand for Nørresundby Forenede Boldklubber. Der er desuden optræden fra Voices In Modern, der er kendt fra Danmark Har Talent.

Også på Vrå Højskole er der gang i grundlovsdagsaktiviteterne. Dagens konferencier er folketingsmedlem Rasmus Prehn, og fra klokken 10 til 13 taler både komikeren Sebastian Dorset, venligboen Merete Bonde Pilgaard og Hjørrings borgmester, Arne Boelt. Der er desuden besøg fra de nordjyske folketingspolitikere Christina Egelund (Liberal Alliance) og Per Clausen (Enhedslisten), mens 3F Skagerak er repræsenteret ved Carsten Andersen.

I Nykøbing er der taler på Musikværket klokken 15 ved efterskoleforstander Karsten Madsen og folketingsmedlem Torsten Schack Pedersen fra Venstre.

Det er 169. gang, at der bliver inviteret til grundlovsmøde i Terndruplund – selvom grundloven jo egentlig kun fylder 168 år. Det skyldes, at de i Terndruplund var de første i Danmark til at holde grundlovsfest tilbage i 1849. Klokken 15 er der så gang i festlighederne igen, når Venstres gruppeformand, Søren Gade og politisk ordfører, Nicolai Wammen, træder op på talerstolen. Den musikalske underholdning står orkesteret Sigfreds Fodvarmere for.

I Hjørring åbner Bo Jeppesen sin have op for gæster klokken 11, hvor Niels Hausgaard taler for de fremmødte. Også folketingsmedlem Marianne Jelved kommer til Hjørring.

I Aalborg inviterer Socialdemokraterne til Grundlovsdag i Østre Anlæg klokken 13 til 16. Både regionsrådsformand Ulla Astman, borgmester Thomas Kastrup-Larsen, formand for DSU, Emma Munk og folketingskandidat Morten Ryom. Man kan også møde masser af kandidaterne til kommunal- og regionsvalget i november.

I Frederikshavn slår kirkerne fejringen af 2. pinsedag og grundlovsdag sammen, og i plantagen er der gudstjeneste klokken 10.30 med temaet ”Med lov skal man bygges – Ånden i hjertet”.

Klokken 15 er der grundlovsfest i Kulturhus Kappelborg i Skagen, og her taler journalist og forfatter Jørgen Pyndt.

I Vesthimmerland er der grundlovsmøde i Paradisets Have i Ranum fra klokken 13 til 15. Hovedtaleren er det tidligere medlem af Folketinget og EU-parlamentet, Ib Christensen. Mødet er samtidig starten på kommunalvalget for Retsforbundet og Kommunisterne i Vesthimmerlands Kommune.

Statsministeren er også i Nordjylland og fejre grundlovsdag. Lars Løkke Rasmussen taler på Birkelse Hovedgård klokken 17.

Skriv gerne i kommentarfeltet med flere arrangementer.

Se en reportage fra grundlovsdag 2016.

Seneste nyt

fra Nordjylland