Grundlovsforhør: 48-årig nægter sig skyldig i drabsforsøg

En 48-årig mand er tirsdag aften i grundlovsforhør ved Retten i Hjørring. Han er sigtet for medvirken til drabsforsøg på en 35-årig mand.

Retten i Hjørring danner tirsdag aften ramme om et grundlovsforhør mod en 48-årig mand, som er sigtet for at ville dræbe en 35-årig mand fra Skagen. Den 48-årige mand blev anholdt tidligt tirsdag morgen.

Nordjyllands Politi er kommet på sporet af manden i efterforskningen af den sag, som tog sit udspring mandag morgen, hvor en 35-årig mand blev fundet svært tilredt og vædet i benzin bag i en varevogn, som var impliceret i et mindre færdselsuheld ved Elling. Mandag aften fandt politiet liget af en 50-årig kvinde, som har en familiær relation til den 35-årige, få hundrede meter fra det sted, hvor bilen forulykkede.

Politiet anholdte den 48-årige mand på en adresse i Elling tirsdag morgen klokken 04.19. Han er sigtet for at have medvirket til drabsforsøget på den 35-årige mand, som havde pådraget sig tre kraniebrud og flere stiksår, og som i øjeblikket ligger i kunstig koma.

Den 48-årige er sigtet for at have tildelt det 35-årige offer flere slag med en stump genstand, samt for at have stukket ham flere gange med en skarp genstand. Manden nægter sig skyldig i sigtelsen, fortæller TV2 Nords reporter i retten, René Ryom.

Retten valgte kort inde i grundlovsforhøret på anklager Thomas Klingenbergs opfordring at lukke dørene af hensyn til den videre efterforskning.

To mænd på 41 og 30 år blev mandag aften varetægtsfængslet i fire uger i sagen.


Seneste nyt

fra Nordjylland