TV2 Nord

Grundstødt russer risikerer stor bøde

Kaptajnen på grundstødt russisk coaster glemte at ringe til SOK. Nu risikerer han en bøde på ca. 10.000 kr. Det skriver TVMidtvest.dk.

En russisk 2500 tons tung coaster, på vej fra Gdynia i Polen til Thisted med malt, gik torsdag eftermiddag på grund i Limfjorden ved Aggersund.

Kaptajnen på den russiske coaster Volgobalt-244 meldte ikke grundstødet til Søværnets Operative Kommando; som man ellers skal og derfor står han nu til en bøde. Da uheldet blev opdaget fik skibet sejlforbud og ordre på at gå i havn. Det oplyser TVMidtvest.dk.

Skibet er lørdag formiddag på vej til Thisted, hvor politiet vil kontakte kaptajnen med et bødeforlæg på ca. 10.000 kr. Ligeledes er miljøskibet Mette Miljø sendt til området, hvor dykkere skal undersøge at coasteren ikke har hul på skroget. Det kan tage flere dage inden de undersøgelser er færdige. Først derefter får skibet lov til at sejle igen.

Årsagen til grundstødningen kendes endnu ikke.

Har du et godt tip?