Gruppe-sejr til Max Christensen

Nordjyske Max Christensen slog de sjællandske hjemmebanekørere i rally.

Med tre sejre ud af tre mulige er rallykøreren Max Christensen fra Svenstrup godt på vej mod det nye mesterskab for Gruppe N biler i rally med sin Subaru Impreza WRX.

I tredje afdeling af danmarksmesterskabet i rally på vejene omkring Sorø slog Max Christensen og codriver Ole Frederiksen fra Skibby de to sjællandske hold Tim Svanholt og Carina Møller samt Steen Andersen og Iben Louring, begge i Mitsubishi Lancer. Hermed har de to erfarne Subarukørere nu sat sig tungt på mesterskabet med tre sejre ud af tre mulige.

- Vi var i front hele dagen, og da de andre strammede tempoet, satte vi farten endnu mere op. Så jeg føler, vi havde kontrol hele vejen, sagde Max Christensen ved målet i Sorø.

Bortset fra en blød bule i en forskærm satte han ikke et hjul forkert på de hurtige etaper, hvor hastighederne mange steder nåede op mod 200 kilometer i timen.

- Det var en sjov kamp mod de to Mitsubishi-hold, for det satte spænding på løbet," sagde Ole Frederiksen.

I mål blev Max Christensen nummer fire totalt efter tre Peugeot Super 2000 biler. Han var kun 18 sekunder fra løbets tredjeplads, men 10 sekunder foran Tim Svanholt og 17 foran Steen Andersen.


Seneste nyt

fra Nordjylland