Gruppeformand har set dokumentationen: - Thomas Havs seksuelle kommentarer var uacceptable

Partiet satte i weekenden regionsrådspolitiker Thomas Hav stolen for døren. Gå selv eller bliv udelukket. Han valgte selv at blive løsgænger, efter kvindeligt partimedlem følte sine grænser overtrådt.

Socialdemokratiets gruppe i Regionsrådet er i weekenden blevet et partimedlem mindre. Det sker, fordi Thomas Hav har valgt at blive løsgænger, efter han fik valget mellem at trække sig eller blive udelukket af Socialdemokratiets gruppe i regionsrådet. 

- Baggrunden er, at der kommet en klage over Thomas Hav. I en Facebook Messenger-chat med et kvindeligt partimedlem har han over flere dage skrevet en lang række kommentarer af seksuel karakter, der har overskredet kvindens og partiets grænse for, hvordan man bør opføre sig, bekræfter gruppeformand Mogens Nørgaard overfor TV2 Nord. 

Gruppeformand Mogens Nørgaard, Socialdemokratiet. 
Gruppeformand Mogens Nørgaard, Socialdemokratiet. 

Han har gennemlæst chatten, og han er ikke i tvivl: 

- Jeg har ikke konkret vurderet sagen op mod den verserende #metoo-kampagne, men det er derhen ad, siger Mogens Nørgaard om sagen. 

- Thomas' kommentarer i chatten har gentaget sig over flere dage, og når vi lægger det sammen med karakteren af dem, har det betydet, at sagen er kommet helt op et niveau, hvor vi har krævet, at han skulle trække sig fra regionsrådet, siger Mogens Nørgaard. 

- Lovede at ændre karakter
Sagen har stået på siden december, og der er i gruppen blevet afholdt flere møder - med Thomas Hav til stede, siger gruppeformanden. 

- På møderne har han sagt, at han ikke er enig i kritikken, men at han har lovet at ændre karakter, siger Mogens Nørgaard. 

På grund af det langstrakte forløb er det således både den gamle og den nye regionsrådsgruppe, der har været orienteret om sagen.

- Alle har vidst, at der var noget galt her, og der er rigtigt mange i partiet, der har opfordret Thomas til at trække sig. 

Det nægtede Thomas Hav i en lang periode indtil søndag, hvor han valgte at forlade partiet og blive løsgænger. 

Thomas Hav: På byggepladser og stadion er tonen knap så bonert
Thomas Hav fik i november et kanonvalg og skulle starte sin anden periode i regionsrådet for Socialdemokratiet efter nytår. 

Han nægter i et interview med TV2 Nord at forholde sig til alle anklager om krænkende besker på Facebook Messenger. 

quote - Jeg kommer ude fra en byggeplads. Jeg er uddannet håndværker og kommer også på en fodboldbane, hvor tonen nogle gange er knap så bonet.

Thomas Hav, løsgænger

Har du skrevet krænkende kommentarer, som Mogens Nørgaard siger? 

- Det nægter jeg at kommentere på. Det må stå for deres regning, siger Thomas Hav til TV2 Nord. 

Er der noget faktuelt forkert i Mogens Nørgaards udtalelser? 

- Det har jeg ingen kommentarer til. 

Han vil heller ikke forholde sig til, at han på møder i december - ifølge Mogens Nørgaard - har lovet at ændre adfærd. Han henviser i stedet til, at han ofte kommer i miljøer, hvor der tales mere frit. 

- Jeg kommer ude fra en byggeplads. Jeg er uddannet håndværker og kommer også på en fodboldbane, hvor tonen nogle gange er knap så bonert. Jeg har ikke handlet ud af  mangel på respekt for mine vælgere.

Thomas Hav forklarer ganske enkelt sit farvel til Socialdemokratiet med en rent politisk beslutning. 

- Jeg vil søge maksimal indflydelse alle steder, jeg kommer. Og jeg vil rigtigt gerne spille i angrebet, som vælgerne bad mig om at gøre. Og så vil jeg ikke stå på mål for en bænkeplads. 

Demed henviser han til den konstituering, som lige nu finder sted i regionsrådet, hvor gruppeformand Mogens Nørgaard skal fordele posterne. 

- Det kan jeg ikke forstå skulle være hans argument, for vi er jo slet ikke færdige med det arbejde endnu. Og jeg havde da også nogle poster, som jeg havde tænkt, Thomas skulle have, siger Mogens Nørgaard om den del. 

Med beslutningen om at blive løsgænger er Thomas Hav derfor langt fra drømmen at gøre som sin far. 

Tror på et come-back i Socialdemokratiet
Thomas Hav er søn af Orla Hav, der var regionsrådsformand i Nordjylland fra 1998 til 2006.

Op til valget i november lagde Thomas han da heller ikke skjul på, at han agtede at følge i sin fars fodspor og sætte sig for bordenden i regionen, og lagde derfor en video på Facebook med netop det budskab. 

Ambitionerne om at blive regionsrådsformand har han stadig. 

- De drømme er på ingen måde lagt i graven. Man skal altid have store drømme, siger han. 

Og han tror da også på, at han har en fremtid i Socialdemokratiet. 

- Det er jeg ikke et sekund i tvivl om. Det kan jeg sagtens. Jeg har stor kærlighed til partiet, og det vil jeg også have fremadrettet.

Sagen er nu den, at der på den ene side står et parti og en gruppeformand, der siger, de har dokumentation for hele sagens ophav. På den anden side står Thomas Hav nu alene i regionsrådet som løsgænger. 

Kunne du ikke bare rense dig selv ved at fremlægge dokumentation i form af den omtalte Messenger-chat?

- Jeg kommer ikke til at vise nogen noget som helst på nogen måder, lyder hans kontante svar. 

Dermed er der rykket lidt rundt på brikkerne i regionsrådet, hvor den Socialdemokratisk fløj stadig har en overbevisende flertal via sine støttepartier. 


Seneste nyt

fra Nordjylland