Guld-Harald får sin egen plads i Frederikshavn

00:26

Fodboldlegenden Harald Nielsen får sin egen plads I Frederikshavn. Den indvies foran Arena Nord den 26. oktober.

Selv den mest ydmyge nordjyde kan vidst ikke andet end at kalde Harald Nielsen for en vaskeægte fodboldlegende. Nu bliver han så hyldet, hvor det hele startede, når hjembyen Frederikshavn indvier "Harald Nielsens Plads" foran Arena Nord. Det sker på dagen, der ville have været Guld-Haralds 75-års fødselsdag, nemlig den 26. oktober.

Harald Nielsen startede sin karriere, da han som 6-årig fik det første par fodboldstøvler af sin far.  Som 10-årig blev han meldt ind i Frederikshavn forenede Idrætsklubber, og bare syv år senere debuterede han som den yngste nogensinde på det danske landshold.

Forinden spillede han Frederikshavn til oprykning til 1. division.

Under OL i Rom i 1960 spillede han sig til sin første internationale kontrakt i Italien, hvor han for alvor slog sit navn fast i Bologna og fik tilnavnet ”Guld-Harald” som en af de største stjerner i international fodboldhistorie.

Nu har Frederikshavn så besluttet sig for at hylde en af deres mest berømte bysbørn, når "Harald Nielsens Plads" indvies.

- Det er en ære for Frederikshavn, at byen og FfI har fostret en fodboldspiller af højeste karat. Guld Harald havde et helt særligt talent, som han fik mulighed for at udvikle, og som banede vejen for en helt fantastisk karriere i international fodbold. Vi er stolte over den betydning Harald Nielsen fik for Frederikshavn og for fodbolden i hele verden, og vi er rigtig glade for at kunne give blot en lille smule tilbage ved at navngive et centralt sted i byen efter ham, siger Frederikshavn Kommunes borgmester, Birgit S. Hansen i en pressemeddelelse.

Navngivningen og indvielsen af pladsen markeres ved en større event med deltagelse af Harald Nielsens hustru, Rudi Nielsen, som han mødte i 1961 under optagelserne til filmklassikeren ”Far til Fire med fuld musik”. Også andre familiemedlemmer, venner og samarbejdspartnere fra en lang karriere i international fodbold og i modebranchen inviteres til indvielsesfesten, som alle interesserede er velkomne til at tage del i.

I forbindelse med indvielsen af Harald Nielsens Plads afslører Arena Nord en ny montre med unikke effekter fra Harald Nielsens karriere doneret af hustruen gennem 52 år, Rudi Nielsen, som glæder sig over, at hendes elskede Harald nu får en særlig plads i byen opkaldt efter sig

- Familien og jeg er meget rørte og stolte over, at Frederikshavn vil ære Harald med en central plads i byen med kig til Stadion, hvor Harald trådte sine første drengefodboldstøvler. Familie, kammerater og publikum støttede ham, og han beviste, at fiskehandlerens søn, Bette Halle, kunne drive det til noget stort. Harald forblev altid frederikshavner, og jeg vil ønske, at hans drøm og karriere kan være inspiration og forbillede for børn og unge i fremtiden, siger Rudi Nielsen. 

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord