Guldchancer smuldrer

Bjerringbro-Silkeborg tog en overraskende sejr i Aalborg, der nu får svært ved at genvinde guldet.

De forsvarende danske håndboldmestre, Aalborg Håndbold, får meget svært ved at genvinde guldmedaljerne i denne sæson.

Aalborg tabte tirsdag aften med 22-24 på hjemmebane til Bjerringbro-Silkeborg, og det var mestrenes andet nederlag i to slutspilskampe.

Dermed har Aalborg fortsat kun det ene point, som holdet fik med over fra grundspillet. BSV fik med de to overraskende point nyt håb om at spille med om medaljerne i en sæson, hvor meget ellers er gået skævt.

Det blev noget af et drama i Gigantium, hvor hjemmeholdet undervejs i første halvleg tilspillede sig en komfortabel føring.

Men træner Per Carlén fik styr på BSV-tropperne, der langsomt arbejdede sig ind i kampen, mens aalborgenserne begyndte at brænde for mange åbne tilbud.

Kort inde i anden halvleg nåede BSV op på uafgjort, og fra det tidspunkt bølgede den spændende kamp frem og tilbage, og de to hold skiftedes til at tage føringen.

Gæsterne kom for første gang to mål foran med otte minutter igen, men landsholdsprofilen Mads Mensah Larsen strammede sig an og sørgede for, at Aalborg fik kæmpet sig op på 20-20, mens publikum bed negle i den nordjyske arena.

Fire minutter før tid tog Aalborg-træner Nikolaj Jacobsen timeout, da hans mandskab igen var kommet to mål bagud, men i en nervepirrende afslutning kom nordjyderne aldrig helt op.

Håvard Tvedtens kikser fra fløjen et halvt minut før tid slukkede endegyldigt Aalborgs håb.

/ritzau/


Seneste nyt

fra Nordjylland