Guldjubel hos Aalborg Pirates: - Det er ubeskriveligt

Aalborg Pirates er blevet danske mestre for første gang siden 1981.

Stave og hjelme fløj til alle sider, og spillerne fløj hinanden om halsen i én stor sejrsbunke på isen, da slutfløjtet endelig lød i Gigantium tirsdag aften.

Efter 37 år, hvor det gang på gang er blevet til lige-ved-og-næsten for Aalborgs ishockey-hold lykkedes det endelig Aalborg Pirates at hive DM-guldet hjem med en overlegen sejr på 6-1 over Herning Blue Fox.

Derfor var glæden ikke overraskende altomsluttende i ishockey-arenaen efter kampen. 

 
 
Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

- Det er ubeskriveligt. Nu har vi endelig fået vasket den her plet af os, som vi har haft i så mange år. Om det er tredje gang eller tiende gang, der er lykkens gang, det ved jeg sgu ikke. Men hold kæft jeg synes, vi spiller en flot kamp i dag, siger Julian Jakobsen, anfører og dobbelt målscorer for Aalborg Pirates, til TV2 Sport.

- Det er svært at sætte ord på lige nu, det skal først lige gå op for mig. Men det betyder utroligt meget for byen. De her fans er fantastiske, og de har fået så mange nederlag. Vi har en materialemand, der har været med i 20 år uden at vinde endnu. Det er ubeskriveligt, tilføjer han.

Kan ikke beskrive følelsen

Både Julian Jakobsen og Peter Quenneville, der begge tegnede sig for to scoringer i den sjette og sidste finalekamp, kom begge med på ligaens All Star-hold for denne sæson. 

- Det føles fantastisk. At komme tilbage til Aalborg og bringe det hjem. Den her by har ventet så længe på det her og at være en del af historien. Jeg ved slet ikke, hvordan jeg skal beskrive følelsen, siger canadiske Peter Quenneville til TV2 Sport.

- Jeg ville bare hjælpe holdet og gøre alt, hvad jeg kunne. Jeg følte ikke, at jeg spillede op til mit bedste mod Esbjerg, og jeg ville gøre alt, hvad jeg kunne mod Herning for at hjælpe holdet til mesterskabet og den gyldne hjelm. Det føles bare fantastisk.

Grædende direktør

Den sidste forløsende sejr kom hjem efter to nederlag i streg til Herning Blue Fox. Aalborg Pirates havde ellers fået en regulær drømmestart på finaleserien med tre sejre i træk og havde derfor reelt fire matchbolde tilbage ud af de i alt syv finalekampe, der skulle spilles.

Og foran 5000 tændte fans i Gigantium og en rørt, grædende direktør, Thomas Bjuring, lykkedes det endelig tirsdag aften. 

 
 
Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Også assistenttræner Ronny Larsen var berørt af sejren og den historiske tyngde, der lå i den.

- Det er en kæmpe lettelse for os. I journalister har jo prædiket om, at det er en 37 år siden, og om at vi fik gummiben. At drengene spiller sådan som en kamp som i dag, det er fantastisk. Vi synes jo selv - selv om vi har tabt to kampe i træk - at vi har været det bedste hold hele tiden. Generelt set har vi spillet rigtig god ishockey i hele slutspillet, siger Ronny Larsen til TV2 Sport. 

 

 


Seneste nyt

fra Nordjylland