Gyllemillioner til Hjørring

En landmand fra Hirtshals har fået 30 millioner kroner fra Fødevareministeriet til at opføre et biogasanlæg. Foto: Michael Kragmann

En landmand i Hirtshals har fået sit livs julegave, for fødevareministeriet har netop givet ham 30 millioner kroner til at bygge biogasanlæg for.

Jens Peter Lunden er en glad mand, for han er blandt de få udvalgte, der får del i statens millionbeløb til biogasanlæg. Fødevareministeriet har frigivet en kvart milliard kroner til danske biogasanlæg. 58 søgte og kun 10 kom i betragtning.

- Det var jo dejligt at komme gennem sådan et nåleøje, når vi nu har arbejdet tre - fire år med projektet her, siger Jens Peter Lunden.

Biogasanlægget forventes af skaffe op til 10 arbejdspladser plus de afledte stillinger - blandt andet til dem der skal køre med gyllen. Og så er miljøgevinsten mærkbar.

Der bliver ikke mindre gylle, men et biogasanlæg sørger for, at gyllen så at sige bliver gasset af og speedet op til en bedre udnyttelse, og så lugter den mindre, når den kommer tilbage til landmanden. Lugtgenerne bliver reduceret med 80 procent ude på markerne i forhold til før.

- Det kan man kalde en win-win-situation, for vi får bedre miljø og færre lugtgener på samme tid. Det betyder noget i en landsdel med rigtig mange landbrug, siger Orla Hav (Soc. Dem.), ordfører i folketingets fødevareudvalg.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord