Dancing Queen i Hasseris Gymnasieelever i ABBA-musical

I hele denne uge opfører de ældste elever på Hasseris Gymnasium deres årlige musical.

Forestillingen på Hasseris Gymnasium er i år et mash-up af ABBA-musicals og filmen Mamma Mia.

- Eleverne har knoklet hårdt siden september, men jeg synes, at vi er ved at være godt med, siger Vita Rud Nielsen, der er instruktør på stykket til TV2 Nord.

quote Min karakter er en 45-årig cougar, der er vild med unge mænd, så det er en ret sjov rolle at spille.

Sille Duus, 3.G, Hasseris Gymnasium.  

Handlingen drejer sig om et bryllup, hvor bruden blandt gæsterne har inviteret tre mænd, der alle kan være hendes far.
Moderen vil ikke afsløre faderens identitet, og forviklingerne tager fart.
Blandt skuespillerne er Sille Duus, som mange danskere kender fra talentprogrammet X Factor.
Sille Duus spiller en af moderens gamle veninder.
- Min karakter er en 45-årig cougar, der er vild med unge mænd, så det er en ret sjov rolle at spille, griner den scenevante 19-årige gymnasieelev, mens hun lægger en iøjnefaldende make-up.

VIDEO: Gymnasieelever giver den gas i ABBA-musical.

Overfor Sille Duus spiller Michelle Fomcenco, der spiller den anden af moderens gamle veninder.
Også hun glæder sig til ugens mange forestillinger.
- Det er klart, at der lige er nogle småting, som vi skal rette her efter dagens forpremiere, men jeg er sikker på, at vi kommer til at levere nogle skide gode forestillinger, siger hun.

Hasseris Gymnasium havde tirsdag besøg af lokale folkeskoleelever til forpremieren, men åbner op for alle interesserede både onsdag og fredag, hvor forestillingen kører flere gange.
Undervejs får tilhørerne en perlerække af ABBA’s allerstørste hits, lige fra "Waterloo", over "Dancing Queen" til "Does your mother know".


Seneste nyt

fra Nordjylland