Gymnasieelever lagde nettet på hylden i en uge: Nu er de online igen

Computeren og mobiltelefonen er igen tilladte at bruge i skoletiden på Dronninglund Gymnasium efter en hel uge offline.

I 2. C er computerne på plads på bordene foran alle eleverne. I sidste uge måtte de løse alle opgaver uden brug af computer og adgang til internettet. Opgaverne skulle skrives i hånden.

- Det går hurtigere nu, når vi skal sidde i 20 minutter og lave opgaver. Det går stærkt, siger Lise Valentin Stride fra 2. C.

Det går så stærkt med at løse dagens opgave indenfor de 20 minutter, at der også er tid til andet end skolearbejde.

- Det var lige noget kørsel hjem, som vi skulle have aftalt, lyder det fra Lise Valentin Stride, som lige var en tur forbi Facebook mellem løsningen af en af opgaverne.

I hele sidste uge var alle elever på Dronninglund Gymnasium offline. Det var del af en større forsøg.

- Der har måske været mere nærvær. Når man skal snakke i timerne, så ved man at folk lytter. De sidder ikke og kigger i computeren. Det er måske lidt mere nervepirrende, fordi man ved at folk lytter, siger Lise Valentin Stride fra 2. C.

Mobiltelefonerne og computere blev afleveret om morgenen og først udleveret igen, når undervisningen sluttede.

Forsker fulgte med

Elevernes adfærd uden mobiltelefoner og computere blev hele ugen fulgt af forsker Jesper Aagaard fra Aarhus Universitet. Elevernes offline uge skal nu evalueres, og herefter skal der laves digtiale regler på gymnasiet.

- Det har været en god oplevelse. Det har det på den måde, at i frikvarterne har vi kunne se, hvordan eleverne er livet op. De har talt mere med hinanden og været mere face-to-face, siger rektor på Dronninglund Gymnasium Lars Jørgensen.

Tilbage i 2.C er de glade for at hverdagen med telefon og computere er tilbage.

- Jeg er glad for at have min telefon og computer ved mig. Det er sådan, det skal være, men det var sjovt at prøve, siger Lise Valentin Stride. 


Seneste nyt

fra Nordjylland