Gymnasiepræster er et hit i Nordjylland

Antallet af gymnasiepræster er fordoblet, siden de blev introduceret i 2012. Nu er en række andre uddannelser også begyndt at interessere sig for præsterne.

Præster kan bruges til meget andet end bibellæsning og salmer i kirken.

De kan også være rigtig gode at snakke med, hvis man har kærestesorger eller har mistet et familiemedlem.

Derfor indførte Aalborg Stift i 2012 en ordning med gymnasiepræster, så præsterne kunne komme ud og hjælpe unge mennesker med ondt i sjælen.

Den ordning er gået hen og blevet en succes i Nordjylland, og flere nordjyske gymnasier samarbejder nu med lokale præster.

Da ordningen blev indført var der 6 studiepræster, og i dag er tallet oppe på 13. Nu er Aalborg Stift også begyndt at få henvendelser om præsterne fra andre institutioner som de teknisk skoler og flere videregående uddannelser.

I videoen herunder kan du høre, hvad de unge gymnasieelever synes om præstesamtalerne. (Artiklen fortsætter under videoen.)

 

Fører ikke sag på eleven

Én af de nyeste samtalepræster er Morten Holmriis, der til dagligt er sognepræst i Astrup. Han og en kvindelig præst er netop blevet tilknyttet Mariagerfjord Gymnasium i Hobro.

quote Det kan være rart at have en tale med, som der ikke er blandet ind i det, og som har tavshedspligt

Morten Holmriis, gymnasiepræst på Mariagerfjord Gymnasium

- Jeg vil stille mig selv til rådighed som en at snakke med. En, som de unge kan gå til, hvis de har kærestesorger, eller de på en anden måde har det dårligt, siger Morten Holmriis.

Idéen med gymnasiepræsterne er at give de unge en at tale med, uden at der bliver ført en sag, som der bliver gjort ved psykologer og socialpædagoger.

- Det kan være rart at have en tale med, som der ikke er blandet ind i det, og som har tavshedspligt. For det er også noget af det, der er ved at være præst – vi har en udvidet tavshedspligt, som betyder, at vi ikke indberetter noget til rektor eller forældre, siger Morten Holmriis.

Mariagerfjord Gymnasium har i forvejen ansat en socialpædagog, en psykolog og en coach, men rektoren mener, at præster stadig kan bidrage med noget andet til eleverne. 

- Der er mange ting, man tumler med, når man er mellem 16-19, og der en del ting, hvor det er rart at tale med en, der ikke hører til på skolen, siger Jette Engelbrecht, rektor på Mariagerfjord Gymnasium.

Nordjyske gymnasier med præster

  • Mariagerfjord Gymnasium
  • Dronninglund Gymnasium
  • Brønderslev Gymnasium
  • Morsø Gymnasium
  • Fjerritslev Gymnasium
  • Aalborg Katedralskole
  • Frederikshavn Gymnasium
  • Thisted Gymnasium
  • Aalborghus Gymnasium og HF
  • Nørresundby Gymnasium og HF
  • Hasseris Gymnasium
  • Støvring Gymnasium

Spild af ressoucer

Hos eleverne på gymnasiet møder nyheden om præsterne blandede reaktioner.

- Jeg synes, det er rigtig spændende. Jeg er selv kristen, og jeg tror, det vil kunne give noget lidt andet, end hvad en psykolog kan give, siger Laura Høy.

- Jeg synes, det er lidt spild af ressourcer at have dem herud. Hvis jeg har brug for at snakke med en præst, kan jeg gå til min lokale præst i kirken, siger Majken den Engelsman Jensen.

Hvorfor kan eleverne ikke bare gå til psykologen eller socialrådgiveren?

- Det kan de også godt, vi er bare en del af palletten. Det kan være, at der nogen, der synes, det er rarest at tale med en præst, og der kan være, der er nogen, der synes, det er rart at tale med en psykolog, siger Morten Holmriis.

Henvendelser fra andre uddannelser

Det er biskoppen i Aalborg Stift, der har indført gymnasiepræsterne i Nordjylland. Han er begyndt at få henvendelser fra teknisk skole og flere videregående uddannelser omkring præsterne.

Kan i overhovedet følge med henvendelserne?

- Det har vi kunnet indtil videre, for vi tager det i det tempo, det kommer. Vi synes, det er meget positivt, og vi vil gerne imødekomme den efterspørgsel, der er, siger Henning Toft Bro, biskop i Aalborg Stift.

Morten Holmriis er på Mariagerfjord Gymnasium hver anden torsdag, hvor eleverne kan komme til ham med stort og småt.

Enhver elev på gymnasierne kan gå til præsterne, uanset deres personlige tro.

 

Seneste nyt

fra Nordjylland