Håbet om ny privat skole lever efter Jerup Skole nu er solgt

Der var jubel onsdag aften i Jerup, da salget af Jerup Skole til erhvervsmanden Hans Schmidt Andersen, som bor i Jerup, blev godkendt på byrådsmødet.

For salget betyder, at ideen om at etablere en privatskole i Jerup er kommet tættere på at kunne blive realiseret.

Bag købet står erhvervsmanden Hans Schmidt Andersen og firmaet Jason Finans A/S. Det skriver kanalfrederikshavn.dk 

Jerup Skole blev lukket som kommunal folkeskole sidste år som led i kommunal sparerunde, og siden har lokale forsøgt igen at skabe liv i den gamle skole.

Og det ser nu med salget af selve skolen ud til at kunne lykkedes.

- Vi tager arbejdshandskerne på, lyder det fra  Gina Kristensen, der er medlem af den arbejdsgruppe, der knokler for at få Privatskolen i Jerup realiseret allerede fra august næste år. Det siger hun til kanalfrederikshavn.dk.

Ud fra arbejdsgruppens beregninger løber skolen rundt, hvis den får 35-40 elever. 

- Vi har dog ikke sat en ramme for, hvor mange elever vi skal have for at komme i gang. Vi ser flere steder, at elevtallet vokser kraftigt de første år på privatskoler, så vi er naturligvis optimistiske, pointerer Gina Kristensen.
 


Seneste nyt

fra Nordjylland