Hård kritik af Aalborg MTB Marathon: Nu lover arrangør nye ruter

Foto: Jesper Christiansen

DGI Nordjylland har taget kritikken fra flere af deltagerne i weekendens Aalborg MTB Marathon til sig og vil nu ændre ruterne til næste års løb.

Med vendinger som "det er gået fuldstændig galt for jer" og "ikke et løb man får lyst til at deltage i igen" har flere deltagere i dette års Aalborg MTB Marathon, som blev afholdt i weekenden, klart givet udtryk for deres vrede over én frustrerende ting ved løbet:

I skovene ved Kongshøj og Lundby, hvor de to ruter på 55 og 100 kilometer mødtes, før stien igen blev til et single-track, gik løbet helt i stå for mange deltagere. En flaskehalseffekt på ruten gav lange køer og forsinkede rytterne, så der opstod konflikter og farlige situationer på stierne. 

Læs også Ærgerlige MTB-ryttere retter kritik mod DGI efter rutekaos

Men fra næste år skulle problemet være løst. Det er i hvert fald den klare ambition hos løbsarrangør DGI Nordjylland.

- Vi er kede af kritikken, men vi kan godt forstå den og genkende den. Vi havde 4000 deltagere ude på sporene, og det har givet nogle udfordringer, og det kan vi ikke leve med, siger afdelingschef i DGI Nordjyllands aktivitetsafdeling, Peter Otto Yde Thomsen.

Organisationen har nu i flere år stået for afviklingen af MTB-løbet og har i alle år døjet med problemet. Men fra næste år skal det være fortid, lover Peter Otto Yde Thomsen.

- Vi synes, vi havde rettet meget til med dette års løb, men det har altså ikke været nok. Så nu har vi bestemt os for at lave ruterne om til næste års løb, siger Peter Otto Yde Thomsen.

- Om vi vender ruten om og sender folk ud på de første 20 kilometer sammen, eller om vi simpelthen laver separate spor hele vejen, ved vi ikke nu. Det skal vi have undersøgt. Men beslutningen er taget. Nu skal der ske noget, uddyber afdelingschefen.

Han fortæller, at det dog kun var enkelte startgrupper, der blev ramt af flaskehalsen - andre kunne cykle lige igennem uden forsinkelser. 

Flere nyheder fra TV2 Nord