Hadsund Landevej er fredag morgen blevet spærret på grund af et færdselsuheld. Bilister skal finde alternative ruter.
Morgentrafikken på Hadsund Landevej har omkring klokken 8 fredag morgen fået lidt af en udfordring.
Vejen er nemlig spærret i begge retninger mellem Fjellerad og Gunderup på grund af et uheld, skriver Vejdirektoratet.
Nordjyllands Politi er på stedet og anbefaler, at man kører uden om uheldet via Fjellerad Bygade.
OPDATERING: Klokken 8.30 er Hadsund Landevej igen farbar i begge retninger. Vejen var blevet spærret på grund af et harmonikasammenstød, der involverede tre biler, men der skete kun materiel skade ved uheldet.