Hæder til Thy:data og AAU

Thy:datas samarbejde med Aalborg Universitet hædres nu af Microsoft til "global best practise" over for tusindvis af Microsoft-partnere verden over.

Samarbejdet, der hedder thy:pejling er thy:datas eget uddannelsesforløb, og er specielt udformet til civilingeniørstuderende på Aalborg Universitet.

- Den massive og globale mangel på arbejdskraft understreger behovet for at arbejde langsigtet med rekruttering og adressere andre ressourcer end den arbejdskraft, der allerede er beskæftiget i it-branchen. Det gælder både for os selv og for de tusindvis af partnere, vi samarbejder med, og netop derfor har vi med stor interesse fulgt thy:datas arbejde med thy:pejling på Aalborg Universitet, siger Jane Birkegaard Thomsen, der er ansvarlig for alle Microsofts relationer til uddannelsesinstitutioner.

Efter succesen med samarbejdet mellem det nordjyske universitet og thy:data introducerer Microsoft nu bl.a. en video, der skal inspirere Microsoft-partnere til at gå i thy:datas fodspor og etablere tilsvarende samarbejdsaftaler med universiteter overalt i verden. Ifølge Microsoft er målet, at det på sigt skal være med til at imødekomme den globale mangel på kvalificeret arbejdskraft i it-branchen.

- Vi oplever ofte, at de studerende kun er opmærksomme på en meget lille del af deres karrieremuligheder, og i den forbindelse er thy:pejling perfekt som introduktionsværktøj til ERP-feltet. thy:pejling er samtidig med til at opbygge strategisk vigtige relationer til de studerende, og det er den slags initiativer, vi nu håber at kunne motivere vores partnere til at forfølge med thy:data som mønstereksempel, siger Jane Birkegaard Thomsen.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord