Hærværksmand burde hjælpes

En psykisk syg mand gik i går amok med en minigraver på Læsø, hvor han rev to huse ned. Flere chokerede lokale undrer sig nu over, hvorfor manden ikke for længst har fået psykisk hjælp.

Husene var ikke hans egne, og et af dem var et gammelt fredet hus med det specielle tangtag, som Læsø er kendt for. Husene blev ødelagt af en 67-årig psykisk syg mand i går.

Episoden er kulminationen på flere måneder med mærkelige episoder, hvor den psykisk ustabile mand har generet og skræmt lokalbefolkningen.

TV2/Nord har i dag talt med en række personer på Læsø. Flere fortæller, at de er blevet truet og chikaneret af manden igennem en længere periode. Inden for de seneste måneder er det eskaleret. Flere fortæller også, at de har anmeldt ham til politiet og nogle er decideret bange for manden.

- Der har været en hel del ting. Der har været et pizzeria, hvor han har truet nogle og han har slået nogle, men vi har kun hørt det perifert. Så har han også været ude og stjæle kattekillinger, siger Knud Nielsen fra Læsø.

Huset med tangtag udgør en del af Kulturarvsstyrelsens projekt om bevarelse af Læsøs specielle tagetage.

Det skal forsøges renoveret.

Beboeren i det andet hus var ikke hjemme, da optrinnet fandt sted, så ingen er kommet til skade.

Manden stoppede først, da en tråd satte sig fast i maskinen.

- Det er tragisk, fordi han har haft problemer i mange år og er kommet her, så jeg kan ikke forstå, at der ikke er blevet gjort noget, siger Freddy Mortensen fra Læsø.

Manden er oprindeligt fra Fredericia, og er blevet sigtet for groft hærværk. Han fik efterfølgende lov at gå, men nu leder politiet i hele landet igen efter den psykisk syge mand. Han har igennem mange år haft sin gang på øen.


Seneste nyt

fra Nordjylland