Halalslagtning på Danish Crown i Aalborg

Halalslagtning af dyr kan af og til kalde de store overskrifter frem herhjemme. Men på Danish Crown i Aalborg halalslagter de kvæg to gange om ugen, og det tager de ganske afslappet.

Med en lille bøn skærer Senad Sabic halsen over på kalven.

- Det betyder at dyret bliver slagtet i Allahs navn, og der skal siges den samme bøn for hvert dyr, siger slagter Senad Sabic fra Danish Crown i Aalborg.

Inden halalslagtningen starter er koen bedøvet. Det kræver lovgivningen.

- Det der er omdrejningspunktet for Danish Crown i den her sammenhæng, der er, at det her foregår på en dyreetisk forsvarlig måde, siger pressechef Jens Hansen fra Danish Crown.

Når kvægende er aflivet forsætter de videre gennem fabrikken. De halalslagtede kvæg har et lille H på deres identitetsskilt ellers er der ingen forskel.

- Det at vi halalslagter, er for os nøjagtig det samme som der er nogen der efterspørger limousine kvæg, eller økologisk kvæg. Derfor gør vi det der er nødvendig, for at opfylde det marked, siger pressechef Jens Hansen fra Danish Crown.

Danish Crown i Aalborg slagter omkring 100.000 kvæg hvert år. Af konkurrencehensyn ønsker de ikke at oplyse hvor mange af dem der bliver halalslagtet.


Seneste nyt

fra Nordjylland