"Hallo, der kommer tog": Nye jernbaner kører med gammelt signalsystem

Forsinkelserne i et 23 milliarder kroner dyrt nyt signalprogram betyder, at nye togbaner omkring Aalborg må styres med gammelt signalsystem.

Både jernbaner og signalsystemer skulle fra 2020 have kørt på et helt nyt system - men det halter med at have begge dele klar på samme tid.

Derfor må Banedanmark sætte et gammelt signalsystem op på nye jernbaner to steder i Nordjylland bare for at pille det ned igen i 2024, når det nye, men forsinkede ERTMS-system er klar.

Det betyder, at den jernbane, der er på vej til Aalborg Lufthavn og skal stå færdig i 2020, samt en nyrenoveret strækning mellem Hobro og Aalborg, skal køre på et gammelt signalsystem på grund af forsinkelser. 

Det skriver Ingeniøren, som har fået aktindsigt i en rapport fra konsulentfirmaet Deloitte.

- Det vurderes som usandsynligt, at Alstom i noget scenarie kan have udrustet det nødvendige antal tog til at gennemføre trafikken til Aalborg ved udgangen af 2018, lyder det blandt andet i rapporten.

Det er i forvejen meldt ud, at alle intercitypassagerer skal skifte i Aalborg, fordi Nordjyske Baners tog med ERTMS-udstyr ikke kan køre syd for Aalborg, mens DSB’s IC3-tog uden ERTMS-udstyr ikke kan køre nord for byen. Passagererne må også vente til 2024 på en hastighedsopgradering af Hobro-Aalborg, som vil skære seks minutter af rejsetiden, selv om selve banen står klar til hurtigere tog i 2020.

Skal ringe om tog seks gange i timen

quote I Ellidshøj sidder i dag en mand og ringer ind til Aalborg seks gange i timen for at sige, at der kommer et tog. Det er helt grotesk.

Svend Tøfting, projektleder

Endelig bliver et nyt dobbeltspor ved Hjørring, som skulle gøre det muligt at køre flere tog mellem Aalborg og Hjørring, udskudt fra 2020 til 2024, fordi det bliver for dyrt at tage i brug, før der rulles ERTMS ud på de øvrige nord­jyske strækninger i 2024, lyder det i rapporten.

- Vi havde planlagt en meget mere hyppig betjening af strækningerne i Nordjylland. Men det lader sig først gøre, når vi får ERTMS omkring 2024. Det kan vi kun være kede af, siger civilingeniør og projektleder hos Region Nordjylland Svend Tøfting til Ingeniøren.

- Signalsystemerne mellem Hobro og Aalborg er landets ældste. I Ellidshøj sidder i dag en mand og ringer ind til Aalborg seks gange i timen for at sige, at der kommer et tog. Det er helt grotesk, men det skal man med det gamle system, siger han.


Seneste nyt

fra Nordjylland