Halvt års fængsel til muldyr

26-årig burde have indset, at lette penge stammede fra kriminalitet, mener Vestre Landsret.

Det lignede en rigtig fed fidus. Ja nærmest en loppetjans. Men trods løfter om, at han handlede i god tro, så var der tale om ganske almindelig kriminalitet.

Det fastslog Vestre Landsret onsdag, da den stadfæstede dommen over en 26-årig mand, der havde fungeret som et såkaldt muldyr i en sag om læsning af netbankkonti.

En bagmand havde lænset forskellige netbankkonti ved hacking, og pengene overførte han til den 26-åriges konto i Nordea i Hjørring. Den 26-årige overførte herefter pengene til bagmandens konto i Dubai, men beholdt selv 15 procent. Bagmanden fik indsat i alt 315.000 kroner på den 26-åriges konto, inden det blev opdaget. Pengene var stjålet fra henholdsvis en konto i Danske Bank og en firmakonto i Spar Bank Nord. De blev sat ind på muldyrets konto, og via Western Union overførte han pengene til Dubai.

Den fremgangsmåde lugtede ifølge både by og landsret så langt væk af pengehvidvask, at den 26-årige burde have indset, at der var tale om kriminalitet. Derfor fik han en fængselsstraf på et halvt år, som han dog slipper for at afsone, mod at han udfører 150 timers samfundstjeneste.

/ritzau/

Har du et godt tip?