Hammer Bakker bliver fredet

Aalborg Kommune har i samarbejde med Danmarks Naturfredningsforening besluttet at frede Hammer Bakker for eftertiden.

Der bliver ikke bygget noget i Hammer Bakker. Aalborg Kommune har nu i samarbejde med Danmarks Naturfredningsforening (DN) besluttet at frede bakkeøen ved Vodskov.

En del af Hammer Bakker har været fredet siden 1961, men for tre år siden gav Aalborg Kommune tilladelse til institutionsbyggeri i området. De planer er nu blevet skrinlagt.

- Vi har gennem de seneste tre år haft et godt og konstruktivt samarbejde om, hvordan man på den ene side tilgodeser et akut behov for institutionsbyggeri, og på den anden side får trukket en streg i sandet, så der fremadrettet ikke bliver bygget mere institutionsbyggeri eller andet byggeri i den nordlige del af bakkerne, siger fredningsleder i DN, Birgitte Bang Ingrisch.

Aalborg Kommune har trods sin interesse i institutionsbyggeriet valgt at samarbejde med DN om at få Hammer Bakker fredet, så naturområdet består i fremtiden.

Hammer Bakker er i dag overvejende dækket af skov. Tidligere bestod det omkring 1800 hektar store område hovedsagelig af hede og overdrev.


Seneste nyt

fra Nordjylland