Hamren: Det var en typisk topkamp

AaBs træner Erik Hamren mente, at topkampen mellem AaB og FCK var en taktisk affære.

Det uafgjorte resultat i topkampen mellem AaB og FC København fik de tilfredse miner frem i begge lejre. Længere mellem smilene var der hos de 11.800 tilskuere, der lørdag aften overværede den tætte og intense, men også meget taktisk prægede 0-0 kamp.

Ude fra så det ud som om, at begge hold var mere bange for at tabe end ivrige efter at vinde. Men den udlægning var AaB's træner Erik Hamrén ikke enig i.

- Det var en typisk topkamp. Det bliver nemt meget taktisk præget, når to stærke og jævnbyrdige hold står over for hinanden. Sådan er det også i de store ligaer i udlandet, sagde Erik Hamrén, som efter kampen var godt tilfreds.

- Vi gjorde det godt defensivt, mens FCK er bedst offensivt i dag. Men når det er sagt, så synes jeg, at vi havde de største chancer, sagde Erik Hamrén.

Hos FC København hæftede træner Ståle Solbakken sig ved, at københavnerne havde bolden det meste af tiden.

- Det var en meget taktisk kamp, men det var os, der styrede spillet, selv om vi var på udebane. AaB stod langt tilbage og spillede lange bolde frem. Men de skal have kredit for, at de gjorde det godt rent defensivt, sagde Ståle Solbakken.

/ritzau/


Seneste nyt

fra Nordjylland