Aalborg-talent er årets unge spiller: - Han bestemmer selv, hvor langt han når

Aalborg Pirates-forwarden Jonathan Brinkman er blevet kåret til årets unge spiller i Metal Ligaen. Nu forsøger han at tage næste skridt i karrieren i Canada.

Jonathan Brinkman fra Aalborg er et af de største talenter i dansk ishockey i øjeblikket, og det bliver han nu anerkendt for. Den 18-årige nordjyde modtog tirsdag aften titlen som årets unge spiller i Metal Ligaen.

Prisen uddeles af Danmarks Ishockey Union i samarbejde med den canadiske ambassade i Danmark, og Jonathan Brinkman blev tildelt prisen som den bedste unge spiller i landets bedste ishockeyrække i forbindelse med tirsdagens træningskamp mellem Aalborg Pirates og SønderjyskE.

Jonathan Brinkman debuterede for Aalborg Pirates i 2017/18-sæsonen, og i sidste sæson blev han noteret for seks point i 41 kampe i Metal Ligaen for klubben.

- Jonathan Brinkman er en unik teknisk spiller med et fremragende skøjteløb og usædvanligt blik for spillet. Han bestemmer selv, hvor langt han når i karrieren, siger Olaf Eller, som er talentchef i Danmarks Ishockey Union, om den talentfulde aalborgenser.

Fortsætter karrieren i Canada

Efter at have været en del af Aalborg Pirates' trup i de seneste to sæsoner skal Jonathan Brinkman om kort tid prøve kræfter med nordamerikansk ishockey. Han rejser om kort tid til Canada, hvor han skal spille for Medicine Hat Tigers i juniorligaen Western Hockey League.

Her bliver Jonathan Brinkman holdkammerat med målmanden Mads Søgaard, som også har fået sin ishockeyopdragelse i Aalborg. Søgaard blev denne sommer valgt i NHL-draften af den canadiske klub Ottawa Senators.


Seneste nyt

fra Nordjylland