Han brændte sine døtre ihjel: Nordjysk far vil nu have nedsat sin straf

Foto: RTL

I samarbejde med tv2.dk

Landsretten skal fastsætte en straf til den mand, der i 2012 dræbte sine to døtre i en bilbrand i Tyskland.

Vestre Landsret skal mandag behandle sagen om en 45-årig nordjysk familiefar, der i 2012 brændte sine to døtre ihjel på en miniferie til Tyskland.

Det var en tragisk ulykke, forklarede faren til tysk politi kort efter branden, hvor han selv slap med alvorlige forbrændinger. Men faren fra landsbyen Øster Hurup i Himmerland løj.

Senere brød han grædende sammen og erkendte, at han havde forsøgt at tage livet af sig selv og ville tage pigerne med sig i døden.

Derfor var han på en tysk skovvej kørt ind til siden. Han tog bilens reservedunke og tømte benzin ud over sæderne. Satte sig ind på forsædet. Tændte en lighter.

Da flammerne opslugte bilen, sad de to piger fastspændt i deres seler. De var blevet bedøvet og havde sovemedicin i blodet. Selv sad faren kun i den brændende bil ganske få sekunder, før han flygtede ud, har undersøgelser dokumenteret.

Faren blev ved den tyske landsret i Potsdam dømt til fængsel på livstid. I Tyskland betyder det mindst 15 år bag tremmer, men ved flytningen til Danmark, hvor han afsoner, skulle straffen fastsættes igen.

I februar idømte Retten i Aalborg den drabsskyldige nordjyde til fængsel på livstid for dobbeltdrabet. Den dom blev anket til landsretten, som mandag giver deres dom i sagen.

Forsvareren ønsker ifølge Ritzau, at hans klient får en straf, der er kortere end fængsel på livstid.

Faren havde inden det tragiske drab på sine døtre været depressiv og haft selvmordstanker. I retten har han tidligere fortalt om et ødelagt ægteskab og en hård skilsmisse, hvor han måtte kæmpe for sine døtre.

Derfor tyder meget også på, at denne kamp blev grunden til, at familiefaren fra var Himmerland valgte at dræbe sine døtre - angiveligt i et mislykket selvmordsforsøg. 

Har du et godt tip?

I samarbejde med tv2.dk

Flere nyheder fra TV2 Nord