Håndcyklist ender som syver i hedt race

Den nordjyske håndcyklist Thomas Gerlach måtte tage til takke med en syvendeplads. Defekt kostede dyrt.

Den nordjyske paraatlet Thomas Gerlach sled sig fredag til en syvendeplads i linjeløbet i håndcykling ved paralympiske lege i London.

Thomas Gerlach cyklede den 64 kilometer lange rute på 2.03,49 timer.

Løbet blev afviklet på den gamle formel 1-bane Brands Hatch, og her nåede temperaturerne op på over 30 grader. Og det kostede undervejs deltagelsen for flere af rytterne. Thomas Gerlach blev allerede på første omgang ramt af en defekt på sin bremse, der gjorde, at han blev kørt agterud af en gruppe på otte cyklister. Danskeren brugte mange kræfter på at jagte førergruppen alene, og han nåede aldrig helt op.

Jeg fik en god start og lå i tredje position. Så kom vi til et 90 graders sving, hvor jeg blev nødt til at bremse ned, siger Thomas Gerlach.

- Men så valgte bremsen at blive hængende, så jeg stoppede helt op. Det mistede jeg minimum 30 sekunder på. Og de var ikke til at hente alene.

- Jeg er maksimalt bitter. Det skal bare ikke være en mekanisk fejl, der bliver afgørende. Det er utilgiveligt, og jeg er så skuffet, fastslår han.

Den danske rytter var ikke tilfreds med ikke at have fået stillet en mekaniker til rådighed ved de paralympiske lege.

- Det er så bittert, at vi ikke har en mekaniker med. Man kan være i nok så god form, men man kan intet stille op, når der opstår mekaniske fejl.

- Men havde jeg haft en cykelmekaniker i dag, så havde jeg fyret ham nu, siger Thomas Gerlach.

Guldet gik til polske Rafal Wilk, der tilbagelagde de 64 kilometer i tiden 1.50,05 timer. Sølvet tog tyske Vico Merklein sig af, mens bronzen endte hos franske Joel Jeannot.

Gerlach blev onsdag nummer seks i enkeltstarten.


Seneste nyt

fra Nordjylland