Handicapforening fejrer 40 år

Idrætsforeningen for Handicappede i Aalborg, IH Aalborg, fejrede i dag sit 40-års jubilæum -og det skete med besøg af foreningens måske største navn gennem tiderne.

28-årige Peter Rosenmeier har været medlem af foreningen, siden han var fem-seks år, og selv om han nu bor i Sverige, repræsenterer han stadig IH Aalborg, når han skovler medaljer ind i bordtennis. For fire år siden vandt han guld ved handicap-OL, og han satser på at gentage triumfen ved det kommende OL i London.

- Peter Rosenmeier er et godt eksempel på, at vi nyder godt af at have omkring 20 forskellige idrætsgrene på programmet. Han begyndte med svømning, men begyndte så at dyrke el-hockey - og da der blev spillet bordtennis i samme hal, som de spillede el-hockey i, fik han interesse for bordtennis. Resultatet kan vi jo se i dag, konstaterer den jubilerende klubs formand, Jan Karkov Sørensen.

IH Aalborg har cirka 600 medlemmer, og mange af dem deltog i jubilæumsfestlighederne, der blev holdt i og uden for Nordkraft.