Handicappede ind i valgkampen

Lokalpolitikerne interesserer sig ikke for de handicappede borgere. Det forsøger man i Himmerland at lave om på.

Politikerne glemmer helt de handicappede i valgkampen. Det synes en gruppe borgere i Himmerland. Og derfor forsøger de nu at få lokalpolitikerne til at interessere sig noget mere for de handicappede

Pernille Oppelstrup er mor til tre mere eller mindre handicappede børn, og hun synes politikerne gør for lidt for familier som hendes.

-Vi føler, at de sidder mere og mere på pengene -at vi bare er et cpr-nummer - mere end vi er mennesker, siger Pernille Oppelstrup.

Lange sagsbehandlingstider er ofte et problem i hverdagen

-Vores multihandicappede dreng på seks år har for eksempel ikke været ude hele sommeren, fordi vi forgæves har søgt om en gå-vogn til ham. Der er tolv ugers sagsbehandlingstid på den slag. Den tid er så også overskredet uden at vi har fået besked. Det er ikke fordi vi skal have og have hele tiden, men bare vi kunne få besked og en ordentlig dialog med kommunen, så de ikke bliver modstandere for os, siger Pernille Oppelstrup.

Tirsdag aften er der borgermøde i Nørager med lokalpolitikerne omkring de handicappedes forhold.


Seneste nyt

fra Nordjylland