Hanne fik stress: - Jeg kom så langt ud, at jeg brød sammen

09:58

- Jeg sov dårligt om natten, fik mareridt, problemer med at få vejret og kunne i perioder ikke mærke hverken mine hænder eller fødder, fortæller Hanne Ravn Larsen Foto: Iben Hedemann

1 af 2

Sygeplejersker er uddannede til at tage vare på deres patienter, men de er til gengæld dårlige til at tage vare på sig selv. Deres fag er blandt de mest stressramte i Danmark.

Hanne Ravn Larsen havde fuld fart på karriere og familieliv indtil for cirka et år siden. Her begyndte hun at blive så plaget af stress, at hun måtte lade sig sygemelde.

- Jeg sov dårligt om natten, fik mareridt, problemer med at få vejret og kunne i perioder ikke mærke hverken mine hænder eller fødder, fortæller Hanne Ravn Larsen, der er sygeplejerske og souschef på Ortopædkirurgisk Ambulatorium, Aalborg Universitetshospital.

Hendes kollega Tina Toft Jacobsen kan fortælle en næsten identisk historie. Indtil for knap et år siden havde hun travlt som hjemmesygeplejerske i Frederikshavn.

- Min hverdag var hektisk, og det havde jeg det sådan set okay med, men jeg begyndte at føle, at jeg ikke slog til og ikke nåede det jeg selv synes, at jeg skulle, fortæller Tina Toft Jacobsen.

Både Tina og Hanne blev ramt af det der populært kaldes "sød pige syndromet". Et syndrom, der rammer især kvinder i plejesektoren. De vil frygtelig gerne gøre det så godt som muligt for deres patienter, så ofte glemmer de sig selv. Og den erfaring har både Tina og Hanne.

- Det meste chokerende var, at jeg lod mig selv komme så langt ud, at jeg til sidst brød sammen. Jeg ville ikke erkende, at jeg havde stress før min familie satte foden i døren og forlangte at jeg fik hjælp, siger Hanne Ravn Larsen.

Hun er i dag tilbage på arbejde og er opmærksom på sig selv. En af kurene mod stress er faktisk meget enkel.

- Man skal lære at sige nej. Det nytter ikke at påtage sig flere opgaver end man kan klare, så det råd vil jeg halt klart give videre: Lær at sige nej!, siger Hanne Ravn Larsen.

Tina Toft Jacobsen har også lært at sige nej på en anderledes konkret måde.

Hun har indtil videre valgt at sige farvel til jobbet som sygeplejerske, fordi alene tanken om at vende tilbage har givet angstanfald.

- Jeg har tænkt over det mange gange og har grædt og været fortvivlet, men nu hvor jeg har taget min beslutning kan jeg mærke, at det er det rigtige for mig og min familie, Siger Tina Toft Jacobsen.

Den snart tidligere hjemmesygeplejerske satser i stedet på en fremtid som zoneterapeut, og hun starter snart i virksomhedspraktik i en privat virksomhed i Frederikshavn.

Fakta: De pressede danskere

TV2/Nord sætter sammen med TV 2 og de øvrige regioner i de kommende to uger fokus på stress og søvnproblemer, der er et stigende folkesundhedsproblem.


Et problem, der hvert år koster milliarder af kroner i sygedage og udgifter i sundhedsvæsnet.


TV 2 vil i dokumentarer, indslag og artikler skabe opmærksomhed om problemet mens TV2/Nord i Nordjylland LIVE kigger nærmere på stress og søvnproblemer med de nordjyske briller på.

- Vores mission er at skabe større opmærksomhed om de her meget ødelæggende – og tabubelagte – lidelser. Vi vil have danskerne til at lytte til advarselssignalerne og gøre noget ved problemerne, inden de ødelægger deres liv. Faktum er, at hver tiende dansker stort set hver dag har symptomer på alvorlig stress, og 300.000-400.000 danskere har så alvorlige søvnforstyrrelser, at det har seriøse konsekvenser for deres helbred, familier og sociale liv, fortæller programchef på TV 2, Thomas Breinholt der står i spidsen for det fælles projekt

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord