Har du tabt dine tænder ? Så kan det være politiet har dem

Man kan tabe mange ting. Sutten, nøglerne eller endda sit hjerte. Man kan også tabe sine tænder – viser det sig. I hvert fald har Nordjyllands Politi netop modtaget et sæt kunstige tænder som hittegods.

Opdateret kl. 18.55: Nordjyllands Politi oplyser, at ejermanden er fundet og tænderne afleveret igen.

De kunstige tænder er blevet fundet i Føtex i Nørresundby, og Nordjyllands Politi opfordrer kraftigt tændernes rette ejermand til at henvende sig og åbne munden.

Tænderne befinder sig på Aalborg Politigård, og i lighed med alt andet hittegods, som politiet modtager og senere udleverer, ja, så kræver det dokumentation for, at man er den rette ejermand.

Nu offentliggør politiet et billede af de kunstige tænder i håb om, at den personer, der har mistet dem, kan ånde lettet op og alligevel få en god weekend, for som Nordjyllands Politi skriver på Facebook: 

"Og vi forestiller os, det må være gevaldig upraktisk, dyrt og træls at miste sine tænder. Tænk, hvis man nu lige havde købt en god bøf".

Virker tandsættet bekendt, kan man i første omgang også ringe 114 og høre mere om fundet.


Seneste nyt

fra Nordjylland