Har overvundet kræft tre gange

Imens de fleste børn har haft en barndom, som er fri for bekymringer - teenageår, som har været sjove og udforskende - og en gymnasietid, som har været fuld af håb og drømme, har 21-årige Liv Boe Thysøe haft et liv, som har været præget af masser af sygehusbesøg og voldsomme kemobehandlinger.

Liv fra Aalborg har nemlig haft akut lymfatisk leukæmi af tre omgange. Første gang kræften tog over, var hun kun otte år gammel.

- Det var noget af en omvæltning. Alle omkring mig var kede af det, stressede og bange, men jeg var så lille, at jeg ikke forstod alvoren i situationen, siger Liv Boe Thysøe.

Anden gang var Liv 13 år, og det var noget helt andet, for denne gang forstod hun meget mere.

Liv var igennem et længere kemoforløb som 13-årig, og hun var sikker på, at hun nu var helt rask, men da hun blev 18 år, begyndte hun igen at få det dårligt.

- Jeg var inde og få lavet en knoglemarvsprøve, og på vej hjem i bilen havde min far tårer i øjnene. Jeg var overbevist om, at jeg var rask, men det var han tydeligvis ikke, siger Liv.

Livs far endte med at få ret i, at den var gal igen. Meldingen fra lægerne var klar: Liv havde fået akut lymfatisk leukæmi for tredje gang.

I de tidligere sygdomsforløb havde Liv holdt håbet oppe, men denne gang begyndte hun at miste håbet og følte, at det hele var håbløst.

- Da jeg blev syg tredje gang, fik jeg intensiv kemobehandling de første fire måneder. Det har jeg prøvet mange gang, men denne gang havde de virkelig fundet det skarpe skyts frem. Og der følte jeg mig nogle gange mere død end levende. Det var virkelig hårdt, siger Liv.

Cirka et halvt år efter Liv havde fået diagnosen for tredje gang, besluttede lægerne, at hun skulle knoglemarvtransplanteres. Det var så stor en operation, at Liv var ved at dø flere gange undervejs.

Liv klarede den. Efterfølgende var hun ikke syg nok til at være indlagt, men hun var heller ikke rask nok til at leve et almindeligt liv. Derfor blev hun nødt til at droppe ud af gymnasiet.

- Jeg kom helt ned i et sort hul. Jeg følte mig ekskluderet fra mit eget liv, og jeg følte mig som tilskuer til det. Jeg følte, at jeg kunne sidde og følge med i alt, hvad der skete omkring mig, men jeg kunne ikke være en del af det, siger Liv.

I den periode kæmpede Liv især med at acceptere, at livet ikke var, som hun havde forestillet sig, det skulle være, og hun havde svært ved at slippe det og se frem mod noget nyt.

Liv begynder at tvivle på, om hun nogensinde bliver rask igen.

- Der er det godt at have nogle, der insisterer på det håb. Det er svært at hive sig selv op, så man bliver nødt til at have nogen andre, der også gør det. I det lange løb, kan man ikke blive ved med at gøre det alene. Det har jeg så heldigvis heller aldrig følt, jeg skulle, siger Liv.

Livs familie står på sidelinjen, og selvom de i mange situationer er magtesløse, holder de fast i håbet om bedring og sørger for, at tvivlen og frygten for at miste Liv ikke vinder.

- Vi har altid valgt at tro på, at det kunne lykkes. Og der er selvfølgelig mange perioder, hvor det er svært. Så vi har haft små mål og haft fokus på, hvad der kunne lade sig gøre, siger Livs mor, Anja Boe Espersen.

De små mål var blandt andet, at Liv i løbet af en dag skulle se ti minutter af én tv-udsendelse, hun gerne ville se, eller kunne holde til at have besøg.

Med tiden begyndte Liv langsomt at acceptere den situation, hun var i, og hun fik også mod på at tage styringen over sit liv igen.

En helt særlig dag, som står lysende klar for Liv, var en dag, hvor hun blev inviteret til en fødselsdagsfest af sine klassekammerater.

- Jeg kan huske, jeg tvang mig selv til at tage til en festen. Jeg havde virkelig ikke lyst, for det virkede så uoverskueligt, siger Liv.

Det viste sig at være en rigtig god oplevelse, og det gik op for Liv, at de venner hun havde, stod klar, når hun selv var klar, selvom hun ikke havde set dem længe.

- Den dag står som et vendepunkt for mig. Der var masser af ting, jeg ikke havde oplevet, som jeg ville opleve, og som jeg også godt kunne opleve, fortæller Liv.

Resultatet af den tilbagevendende kampgejst og lyst til at leve livet blev, at Liv både kom til Aalborg Karneval, Roskilde Festival og også begyndte at læse enkeltfag op. Efter sommerferien begyndte hun i skole igen.

- Jeg har kun i meget korte perioder haft en frygt for, at jeg skulle blive syg igen. Det meste af tiden er jeg rimelig sikker på, at jeg selvfølgelig er rask, siger hun.

I dag er Liv 21 år og læser på Aalborg Universitet. Hun er rask og klar på at leve livet.

Artiklen er blevet til på baggrund af det første afsnit i TV2 Nords nye serie, ’Eftertanke’.

’Eftertanke’ går tæt på livet og de store spørgsmål. Det handler om tro, håb og kærlighed. Det handler om tvivl, angst og sorg. Det handler om dig og mig og om de tanker og følelser, der er en del af det at være menneske."

Sådan lyder programteksten til det nye tv-program, der har premiere på TV2 Nord i dag, søndag den 3. marts.  

Seriens første afsnit handler om håb, og her møder vi 21-årige Liv, og får et helt unikt indblik i hendes årelange kamp mod kræft. Vi møder også sygehuspræsten Ruth Østergaard Poulsen, som er tilknyttet Aalborg Universitetshospital og et ungepanel, som taler om, hvordan ens evne til at håbe har udviklet sig, og om fællesskab har nogen form for betydning for håbet.

Programserien erstatter det hidtidige tv-program fra Aalborg stift 'Vorherre Bevares', der blev sendt for sidste gang i februar 2019.

Programmet vil hver måned stille skarpt på et af livets store temaer, hvor mennesker både i og udenfor kirken vil dykke ned i temaet og dele deres personlige erfaringer og historier.

’Eftertanke’ bliver sendt den første søndag i hver måned på TV2 Nord Salto klokken 17:25. Derefter kan man se udsendelsen her på tv2nord.dk.  

Tekst: Sophie Schou Jensen