Harald Nielsen Plads indvies på fodboldlegendens 75 års dag

Foto: Aage Sørensen, Scanpix.

Foto: Willy Lund, Scanpix.

Foto: Willy Lund, Scanpix.

Foto: Willy Lund, Scanpix.

Foto: Birthe Melchiors, Scanpix.

Foto: Willy Lund, Scanpix.

Foto: Marie Hald, Scanpix.

1 af 8

Harald Nielsen får sin egen plads i Frederikshavn på sin 75 års fødselsdag.

Et af verdens største fodboldikoner gennem tiderne, Harald Nielsen, kunne være fyldt 75 år på onsdag den 26. oktober.

Netop den dag har hans fødeby valgt at hædre ham med indvielsen af Harald Nielsen Plads ved Arena Nord i Frederikshavn.

Fra nær og fjern strømmer i omegnen af 100 inviterede gæster til Frederikshavn for at deltage i den officielle indvielse af Harald Nielsen Plads – heriblandt Rudi Nielsen, Harald Nielsens hustru gennem 52 år samt parrets søn, Henrik og datteren Heidi.

Efter indvielsen af Harald Nielsen Plads inviteres alle deltagere ind i Arena Nords Foyer, hvor Henrik og Heidi Nielsen afslører en montre og en udstilling med unikke effekter fra deres far, Harald Nielsens glorværdige karriere.

Effekterne er udlånt af familien Nielsen til Frederikshavn, hvor kimen blev lagt til Harald Nielsens stjernestatus som en af verdenshistoriens største fodboldspillere

- Det bliver en festlig dag, når vi indvier Harald Nielsen Plads og den helt unikke udstilling af spændende effekter fra Harald Nielsens fantastiske fodboldkarriere, siger Per Malmberg, direktør, Arena Nord.

Frederikshavns hyldest af alletiders fodboldlegende slutter ikke her. Arena Nord og Frederikshavn Kommune søger nu fonde om økonomisk støtte til forskønnelse af pladsen og opførelse en statue af fodboldikonet på Harald Nielsen Plads.

Alle interesserede frederikshavnere er velkomne til at deltage i indvielsen af Harald Nielsen Plads foran Arena Nord onsdag den 26. oktober kl. 12.00. Rudi Nielsen foretager den officielle indvielse.

- Jeg håber, at rigtig mange frederikshavnere dukker op ved Arena Nord på onsdag kl. 12 for at være med til at mindes og hylde en frederikshavner, der blev verdensstjerne og et forbillede for tusinder af unge gennem fire generationer, siger Per Malmberg, direktør, Arena Nord.

I rollen som konferencier kan deltagerne opleve en anden kendt frederikshavner, Jens Gaardbo, som i dag er nyhedsvært på TV2 News.

Inden indvielsen vil Rudi Nielsen selv sige et par ord, og der vil være taler af borgmester Birgit S. Hansen og Per Malmberg, Arena Nords direktør. 

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord